De fædrelandsløse forvansker historien
Af Ole Hyltoft, forfatter. Jyllands-Posten 19. januar 2004.

Forleden drev jeg rundt på det vældige hollandske bogudsalg i det gamle Daells Varehus i det indre København. På et bord lå en bog med titlen Moderne europæisk nationalisme. Det var en skolebog for gymnasiet. Og se om den ikke var skrevet af en af Det Radikale Venstres svære kanoner, Johannes Lebech. Husker De ikke ham? Jamen det var ham, der var kirkeminister hos Poul Nyrup, og landsformand for sit parti. På bogens første side læste jeg, at vores europamesterskab i fodbold gav frit løb for en tilsyneladende ret uskyldig klaphatte-nationalisme. Tilsyneladende uskyldig. Altså skyldig. Skyldig i nationalisme. Denne selvbebrejdelse får gymnasieeleverne indprentet igen og igen i Lebechs katekismus. Nationalisme gør dum, som der står i bogen. Nationalisme er en underlødig følelse, en last, vi var lykkeligt fri for indtil Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Husk det nu, gymnasiaster, når I skal til eksamen. Men er ministerens forsøg på indoktrinering nu sagligt rigtig?

Kendte vi danskere ikke til fædrelandsfølelse, før englænderne stjal vores flåde og bombede vores hovedstad i 1807, og før Adam Oehlenschlæger skrev om de underlige aftenlufte, der fik ham til at længes hjem til de brede bøge nær salten østerstrand? Saxo Grammaticus, vores første store historie-fortæller, led i hvert fald også af denne sot der kaldes fædrelandskærlighed. Hans danmarkskrønike fra ca. 1200 er én lang hyldest til danskernes bedrifter. I århundreder led skåningerne åbenbart også under lasten, endda i alvorlig grad. I svenskernes talrige erobringskrige mod Skåne satte skåningerne igen og igen livet på spil for at få lov at forblive danskere. I 1659 kunne københavnerne så let som ingenting have underkastet sig den tids Adolf Hitler, Carl X Gustav, og ladet ham bemægtige sig København og dermed Danmark. Men københavnerne valgte modstanden, sloges med nationalistisk kampmod for deres by og slog det svenske angreb tilbage. Og da Danmarks største digter i 1600-tallet, Thomas Kingo, skulle hædre Danmarks største søkriger gennem tiderne, Niels Juel, gjorde han det med verslinjen: En Mand af gammel Dyd og dansk Oprigtighed. Kingo rasede mod de fremmede, der kom hertil og ikke antog landets sprog.

1700-tallet siger man jo er en kosmopolitisk tid. Prøjsens konge, Frederik den Store, talte fransk. Og den danske konge gav tyske digtere fuld forplejning. Men gennem hele 1700-tallet vokser den bølge af danskhed, der i 1800-tallet kulminerer med Grundtvig, Blicher og Ingemann. 1700-tallets lærde oplysningsmænd gør sig umage for at få det danske til at vinde frem. Fædrelandshistorien bliver gymnasiefag i 1739. Kronprinsens privatlærer er Tyge Rothe. Han er en af dem, P. A. Heiberg hylder i sin berømte vise om, at ordner hænger man på adelige idioter, men ikke på begavede patrioter som Malling, Suhm og Rothe. Tyge Rothe skriver i 1759 en bog der hedder Tanker om Kiærlighed til Fædernelandet. En anden af de store oplysningsmænd, gehejmearkivar Jacob Langebæk, skriver om »den Kierlighed hvormed jeg mit Fædreneland stedse er forbunden«. Han oprettede også en forening, der dyrkede fædrelandets historie og det danske sprogs forbedring. I 1748 blev denne sang sunget på Det kgl. Teater: Naar Fremmede til Danmark komme, Man med Forundring høre kan, Hvor pralende og frække somme Tør prise deres eget Land. Og her har ingen Ting den Ære At være dennem til Behag. Men hvorfor de da her vil være?

Ja, dette er en anden Sag. Dette er jo nøjagtig, hvad vi i dag siger til de danskfjendtlige af vores muslimske indvandrere: Hvis I ikke kan lide den danske kultur, hvorfor tager I så ikke hjem? Op gennem det kosmopolitiske 1700-tal vokser omsorgen for det danske sprog, for danmarkshistorien og for kravet om danskernes førsteret til deres eget land. Baggrunden var jo, at overordentlig mange af den danske stats ledere var tyske aristokrater. De fleste af regeringens ministre var tyskere. I 1776 er den dumme nationalismes pres på enevælden blevet så stærkt, at staten må give sig. Indfødsretten gennemføres. Fra nu af kan kun landets egne borgere få statens embeder. Det er et slag i ansigtet på enevældens tyske ministre. Folket fester over denne lov. Kanonsalutter, baller, byfester. Festlighederne ligner danskernes glædesrus den 4. maj 1945. Det er vist den eneste gang, landets poeter har skrevet hundredvis af hyldestdigte til en lov. Et af flådens største krigsskibe søsættes og får navnet Indfødsretten. Kongens ministre, importeret fra Tyskland, sidder med ved stabelafløbningen og gør gode miner til slet spil. De må applaudere den lov, der ville have forhindret dem selv i at få taburetter i kongens kabinet. Jo, i 1700-tallets sidste fjerdedel retter enevælden sig efter folkets og forfatternes dansk-nationale følelser.

Det skyldes i høj grad, at landet fra 1772 får en statsleder, for hvem det danske er en hjertesag, Ove Høegh-Guldberg. Ham er der sikkert mange, der husker fra den svenske forfatter P. O. Enqvists populære bog om Struense og dronning Caroline Mathilde, Livlægens besøg. Enqvist skildrer Høegh-Guldberg som en lurende, indskrumpen dværg med en missionsk grumhed, der kulminerer, da han lader Struense henrette. Et misvisende billede af Guldberg, der i højere grad end Struense var en vidende, intellektuel person. Han var en sprogforsker med kunstinteresse i modsætning til den kunstfjendske Struense. Guldberg var efter tegninger at dømme en smuk mand. Og, vigtigst, han var med sit danske hjerte i samklang med sit folk. Livlægens besøg er en god roman, men ikke noget mesterværk. Dramaet omkring Struense er fortalt flere gange i litteraturen. Man kan undre sig over, hvorfor netop Enqvists version af det har fået den internationale succes, den har. Mon ikke forklaringen er, at Livlægens besøg bekræfter den herskende klasses politiske anskuelser i dag. Romanen demonstrerer den internationale Struenses moralske overlegenhed over den nationale Guldberg. Struense er globaliseringens og menneskerettighedernes mand. Han tabte i 1772. Men han repræsenterer de rigtige meninger omkring år 2000. Ret en helt for Morten Kjærum fra Centret for Menneskerettigheder, for Marianne Jelved, Johannes Lebech og dette smalle, men magtfulde lag af ledere. Struense er det moderne, det internationale. Guldberg er det gammeldags, det nationale. Livlægens besøg bekræfter sit primære publikums, det rød-grønne borgerskabs, fordomme. Tilhængerne af det nationale er nogle dumrianer. Opstillingen passer bare ikke helt. Høegh-Guldberg var lærd, ansvarsbevidst og i samklang med folkets følelser. Han bistod sit folk med at komme af med et fremmed, især tysk herredømme, der gennemsivede hele samfundet. Struense var den tids globalistiske djøf'er. Måske en god læge. Men som statsmand uden kontakt med virkeligheden. Han indførte trykkefrihed. Men da han læste hvad folket skrev, afskaffede han den igen. Også der har vi en parallel til virkelighedsfornægterne i Nyrup-regeringen og på universiteterne og tv-stationerne. Livlægens besøg er ligesom Johannes Lebechs skolebog et udtryk for, at globalisterne ikke vil nøjes med at have magten over vores tid. De vil også omforme fortiden, så den passer i deres kram.

Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, skriver i Lebechs katekismus: Indtil slutningen af det 18. århundrede var den tanke, at folket skulle have nationale identitetsfølelser, fuldkommen ukendt. Dette passer simpelt hen ikke. Selvfølgelig er det sådan, at den, der fryser og sulter, er mere optaget af at få varme og mad end af at råbe hurra for dannebrog. Og livet for menigmand i det kolde nord har jo været en kamp for eksistensen. Men skåningerne lavede altså guerillabevægelse for at beholde deres nationale identitet, deres danskhed. Og de danske bønder satte liv og lemmer på spil i den ene krig efter den anden for at værne om fædrelandet. Både læg og lærd har båret kærlighed til sit nationale hjemsted gennem århundrederne. Følelsen af at høre til på et bestemt sted er noget grundmenneskeligt. Det er ved at uddybe kendskabet til de vilkår, hvert folkeslag lever under og har levet under, at civilisation opstår. Globalisering og hvad hertil hører af folkevandringer, multikultur og verdensbank fører til rast- og rodløshed. Bankdirektører, chefredaktører og toppolitikere kan måske få et meningsfyldt liv ved at beherske luftrummet mellem Hamborg og Tokyo. Men for menigmand er globalismen som at gå rundt i et supermarked uden at vide, hvad man skal købe. Nationalfølelse er lige så naturlig for mennesket som at elske. Derfor hedder det også fædrelandskærlighed. Den er bare ikke moderne. Den ringeagtes som dum og lastefuld. Men er ikke desto mindre en skat fuld af glæde, vitalitet og holdbare værdier.