Hvorfor tabte vi krigene?
Af lektor, cand. mag. & art. Stig Wørmer.
Tidligere bragt i Samvirke november 2001.

Fejlbedømmelser af det militære styrkeforhold overfor fjenden, manglende taktisk forståelse på slagmarken, undervurdering af de storpolitiske alliancers betydning samt naturens luner, der i afgørende situationer spillede danskerne et fælt puds var de vigtigste faktorer.

Danmarks krige fra 1658 til 1864 er præget af få sejre og afgørende politiske, diplo­ma­tiske og militære nederlag. Vi tabte krigene, fordi vi var forblændede af tidligere succes og fordi jubeloptimisme havde erstattet sund politisk dømmekraft bygget på om­hyggelig indsigt parret med militær dygtighed og tilstrækkelig teknisk formåen. Når så også naturens luner var gået i "fjendens tjeneste" skulle det vel gå galt.

Tre gange blev tilfrosne bælter, åer og moser Danmarks krigshistoriske skæbne. Fra Karl Gustavs dristige tog over de tilfrosne bælter og sunde i 1658 til slaget ved Lund under Skånske Krig 1675-79 og tilbagetrækningen fra Dannevirke i 1864-krigen var frost og kulde også modspillere i de danske krige.

Går man krigshistorien igennem så er det slående, at ud over et par højdepunkter som afvisningen af det svenske angreb på København i vinteren 1659 år og sejren ved Nyborg i november samme år samt sejrene over slesvigholstenerne ved Fredericia og Isted under Treårskrigen 1848-50 har Danmark altid tabt det sidste og afgørende slag. Der er en grund til digterens ord:

" Ifra Gorm den Gamle
til den Dag i Dag
elskte vi at samle,
…Ak paa Nederlag!
Dette vil vi mindes
med en knyttet Haand,
mens vi skuer fremad
af en anden Aand.

Sådan lyder en strofe i Johannes V. Jensens "Digte 1906". Hvorfor skrev han sådan?

Naturens ugunst

Da Karl X Gustav i februar 1658 rykkede op i Jylland sydfra blev han hjulpet kraftigt af vejrguderne. Med udsigten til svensk erobring af hovedstaden og dermed rigets under­gang sluttede Frederik III sin panikfred i Roskilde, som betød afståelsen af hele Østdanmark. Få dage efter begyndte tøen, som hvis den havde startet nogle uger i forvejen, ville have forhindret Karl Gustavs letkøbte sejr. Men det var næppe alene minus­grader og tilfrosne farvande, der blev årsagen til tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Måske var det slet ikke faldet de danske konger som Christian IV og Frederik III ind, at det var Øresundstolden, som var årsagen til de europæiske stormagters mang­lende lyst til at støtte Danmark – undtagen, hvis Sverige truede med at blive eneste stormagt i Norden! Christian IV havde nemlig forhøjet tolden væsentligt og det gik især ud over hollænderne, som fragtede en stor del af den danske eksport af korn og øksne på sine skibe til udlandet. Derfor så de deres fordel i at Danmark blev delt ved Øresund. At kampen for at genvinde Skånelandene kun kunne sikres ved ihærdigt diplomatisk arbejde bag scenen gik slet ikke op for kongemagt og rigsråd – bortset fra Peder Griffenfeld.

Karl Gustav-hærens berømte fremmarch fra Jylland til Sjælland over de tilfrosne bælter. Nederlaget i 1658 kostede Danmark Skåne for bestandig (Gyldendal & Politikens Danmarkshistorie, bind 8).

Diplomatisk fejlvurdering

Historien er denne: Rigskansler Peder Griffenfeld havde advaret kongen imod krig med Sverige uden Frankrigs støtte. Selv med hollandsk hjælp ville det være halsløs gerning, sagde han, og opretholdt derfor i hemmelighed kontakter med Frankrig. Måske var det et eksempel på hans egenrådighed og arrogance, men hensigten var god nok. Krigen skulle undgås nu. Men han blev arresteret og dødsdømt og i sidste øjeblik benådet og sendt til livsvarig afsoning på øen Munkholm i Trondhjem fjord.

At den svenske hærs årelange krigserfaring, professionelle ledelse og organisationsevne spillede en afgørende rolle på slagmarken, fik vi tydeligt at se i "revanchekrigen" Skånske Krig fra 1675-79, der udbrød uden at Griffenfeld havde kunnet forhindre det. Danmark forblev i hele krigen overlegen på havet og genvandt snart hele Skåne og Blekinge på land­jorden, men to afgørende slag satte dagsordenen for de senere fredsforhandlinger. I oktober 1676 vendte Karl XII tilbage fra Gammel-Sverige med en hær på 16-17000 mand, og den fjerde december mødtes de to hære ved Lille Harrie nord for Lund. Frosten havde gjort det muligt for Karl XII at krydse Kevlinge Å, nu hvor danskerne havde ødelagt alle broer. Derved fik svenskerne mulighed for at vælge kampterrænet.

Dristig svensk taktik

11.000 danske soldater stod nu overfor 8000 svenske tropper, der var stærkt reduceret af kulde, sygdom og angreb fra de danske friskyttekorps og snaphaner. På et tidspunkt for­fulgte Karl XI sammen med sit kavaleri den slagne, danske venstre fløj sammen med sine militære ledere. Han havde været borte fra hovedslaget i længere tid og i mellem­tiden havde danskerne fået overtaget. Men nu vendte Karl XI tilbage fra højre fløj og kom sine trængte tropper til undsætning. Han strøg med sin afdeling igennem de danske linjer og blev forenet med sin hovedstyrke i nærheden af Lund. Den forstærkede svenske fløj foretog nu et modangreb, og der opstod panik i de danske rækker. Med en til frækhed grænsende dristighed fik Karl XI vendt slagets gang således at den talmæssigt stærkere danske hær flygtede i panik. Syd for Vallekilde kirke blev den danske hær omringet og et frygteligt masseslagteri begyndte. Slaget ved Lund blev Nordens blo­dig­ste slag med i alt 9000 dræbte. Dristighed og vovemod, krigserfaring og overlegne feltherreegenskaber afgjorde dette slag. Året efter fik den danske hær med Frederik von Ahrensdorff i spidsen alletiders chance for at ramme den svenske konges tropper. En stor dansk hær forlod Landskrone fæstning for at engagere den svenske hær i kamp. Karl XII befandt sig da med en mindre styrke på 1300 mand i lejr i nærheden. Han opdagede den danske kæmpe­hær for sent og havde ikke mulighed for at trække sig tilbage til Malmø fæstning, der var på svenske hænder. Det lignede en let dansk sejr. Christian V's gene­raler rådede naturligvis kongen til angreb, men von Ahrensdorff overtalte kongen til at vente til næste dag, fordi det var en søndag! En svensk kilde beskrev situationen således, at hvis de var blevet angrebet i deres lejr " da haffde de Danske pidskett oss saalediss at vi aldrig hafde glemt det." Kan tilfældigheder ændre historien afgørende? Heller ikke denne gang fik vi svaret.

Ved fredsforhandlingerne kæmpede de danske forhandlere for at beholde fæstnings­byerne Helsingborg og Landskrone som anerkendelse for den danske krigs­indsats under Skånske Krig, men forgæves. "Pas un village, mon pauvre Monsieur!", udtalte den franske forhandler. Ikke så meget som en landsby får De, min stakkels mand! Griffenfelds berømte udtalelse: "Uden Frankrig faar vi ikke Skaane tilbage" holdt stik.

I Store Nordiske Krig gik det også fint efter landgangen i november 1709. På de med­bragte transport­vogne stod skrevet "Nu eller aldrig". Tidligere på året havde svenskerne lidt et stort nederlag i Poltava i Rusland. De svenske tropper under ledelse af Magnus Stenbock blev straks trukket tilbage nordpå. Det lignede starten på Skånske Krig med fremgang over hele linjen.

Manglende krigskunst

I februar 1710 vendte Magnus Stenbock tilbage en stor hærstyrke. Ved at foregive et forsøg på at afskære den danske hær, der var på vej østover mod Christianstad, fra øresundskysten, fik han lokket danskerne til at trække sig tilbage mod kysten. Stenbock kunne nu selv vælge tid og sted. Det blev den 28. februar om morgenen, hvor danskerne fra lejren ved Polsø syd for Helsingborg pludselig opdagede den svenske hær stillet op overfor sig i de tågede morgentimer. Det var 14000 danske soldater, heraf halvdelen hvervede udenlandske soldater overfor 14000 svenske tropper.

Under kampen lod den danske øverstkommanderende, general Rantzau sin højre flanke forlade deres stillinger for at angribe Stenbocks styrker, men han havde undladt at fortælle de øvrige befalingsmænd om hensigten med højrefløjens udfald. Resultatet blev et stort hul i rækkerne, som Stenbock udnyttede til at omringe den danske højre fløj. Da Rantzau blev hårdt såret, faldt den danske hærs kampmoral sammen. Resultatet blev 5000 dræbte danske tropper, mens 2.600 blev tilfangetaget. Svenskerne mistede 800. Heller ikke Store Nordiske Krig ændrede på noget. Sveriges stormagtsstilling i Østersøen var dog talte og Sverige skulle igen til at betale Øresundstold, men grænserne blev der ikke flyttet på.

Efter Englandskrigene i 1800 og 1807, som Danmark ikke havde ønsket, var der ro i nogle tiår. Men med den tilstundende nationale modsætning i hertugdømmet Slesvig (Sønderjylland) forværredes udsigten til en længerevarende fred. De tysksindede slesvig­holsteneres krav om en fri forfatning for Slesvig og optagelse i Det tyske Forbund stødte sammen med de dansksindedes krav om at få skilt Holsten ud og genforenet Slesvig med Danmark, som det havde været tilbage i 1200-tallet. Disse to målsætninger kunne ikke forenes. Krigen var sikker – for ingen ville dengang dele landet efter nationale retningslinjer som det skete i 1920.

I første omgang klarede Danmark skærene. Internationalt pres havde tvunget Prøjsen til at standse støtten til de oprørske slesvigholstenere, som blev slået ved slaget i Isted i 1849. Danmark fejrede sejren som om alle problemer derved var løst, men stormagterne havde i stedet nedlagt forbud imod at Slesvig (Sønderjylland) blev genforenet med Danmark. Holsten måtte ikke adskilles fra Slesvig og stemningen frem til 1864-krigen i Sønderjylland var endnu mere forgiftet end før. Den ene halvdel af befolkningen ville sammen med Holsten indgå i et Tyskland med en fri forfatning, den anden halvdel ville være en del af Danmark.

Sejren i Treårskrigen 1848-50 havde lullet det nationalromantiske Danmark i søvn. Virkeligheden var, at den danske sejr var på lånt tid.

Heller ikke militært lærte man lektien. For eksempel indkaldte man stadig over en tredje­del af hærens værnepligtige (værnepligten indførtes i 1849) fra hertugdømmerne, og de tysksindede udeblev naturligvis da krigen i 1864 blev en realitet. Endelig havde den danske stat sparet de faste befalingsmænd væk, og det betød en alvorlig svækkelse af krigsledelsen..

I november 1863 brød Danmark dødvandet med vedtagelsen af Novemberforfatningen. Hele Slesvig skulle være en del af Kongerigets demokratiske grundlov. Resultatet blev Prøjsens og Østrig krigserklæring og kort efter tilbagetoget fra Dannevirke. I februar­frosten var moser og sumpet terræn frosset til, så fjenden ville let kunne omgå stillingen. Desuden var volden rent militært ikke holdt ordentligt ved lige. Derfor tilbage­toget til Dybbøl. Den 18. april 1864 faldt de forsømte Dybbølskanser for storm­angrebet. Forinden havde tyske krigsskibe ude i Vemmningbund så nemt som ingenting kunnet "blødgøre" stillingerne fra flanken, men der var ingen tyske krigsskibe til stede på dette tidspunkt. De tyske våben var også langt mere moderne og effektive end de danske.

Regeringen havde givet ordre til at kæmpe "til sidste mand", selv om de vidste, at kampen var forgæves! Med 37.000 tyskere overfor 10.000 danskere var det under disse forhold en heltemodig, men håbløs opgave.


Maleri af soldaternes hjemkomst til København 9. september 1849 af David Monies. (Gyldendal & Politikens Danmarkshistorie, bind 10/Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg)

Den virkelige synder var ikke hærledelsen, men regeringen. Dens svigtende realitets­sans kom tydeligt for dagen under fredsforhandlingerne i London. Det fremgik af korres­pon­dancen mellem den nationalliberale politiker A.F. Krieger og den konservativt indstillede C.C.G. Andræ, at de havde helt naive forestillinger om Danmarks muligheder efter det militære nederlag. Storbritannien havde tilbudt at gå i krig for Danmark, hvis vi med en opmand ville acceptere en delingslinje et sted mellem linjen: Åbenrå – Tønder og Slien – Dannevirke.

Andræ skrev til Krieger at " naar først Holsteen + Sydslesvig er fløiten, saa er Grændse­linien i selve Slesvig saa ligegyldig, at dens Fastsættelse aldrig bør kunde foranledige den mindste Krig, selv om England tusinde Gange vilde hjælpe os!" Hele Sønderjylland eller ingenting! Med tyske tropper i Jylland og et venneløst Danmark, der håbløst havde forspildt sin chance, kunne kansler Bismarck selv fastsætte betingelserne. Han krævede en grænse ved Kongeåen og den kom til at gælde frem til folke­afstem­ningen i 1920 og genforeningen med Nordslesvig, dvs. den danske del af Sønderjylland.

De dårlige erfaringer med krigene satte deres præg på dansk politik i årtier. De mange nederlag blev tolket vidt forskelligt. Pacifisme, neutralisme eller alliancepolitik. I trediverne stod et flertal i folketinget bag "ligge død"-politikken overfor Tyskland. Det nyttede ikke. Den Kolde Krig førte Danmark ind i NATO, og siden har vi forpligtet os i FN- og NATO-regi i konfliktområder.

Men ingen har siden for alvor haft lyst til at erstatte realiteter med drømme.

Bragt i Samvirke i november 2001: Samvirkes arkiv.

STIG WØRMER