Helleristningerne fra Kivig
Fra Martin A. Hansens Orm og Tyr (1932). Træsnit af Sten Havsteen-Mikkelsen

Kivig er et fiskerleje der hænger i klitterne ved Hanøbugten i sydøstre Skaane. Snævre gyder, et virvar af smaahuse, røde mure og hvide, malet bindingsværk. Et stykke tærnet bomuldstøj. Sildelugt og syrenduft.
Langs bugten her ligger store grønblaa strandvolde. De er af sand. De runder sig blidt ved Kivig, traadt til af folkemængder. Her holdes fra gamle dage støre markeder. De kunde for den sags skyld stamme helt fra bronzealder. Der var dengang en handelsplads her. Bronzealders malede skibe med de lange snabler er vel løbet ind ved Verseaaens munding. De førte ikke sejl, men blev roet. De kom som store tusindben ude paa den blaa silke.
Hanøbugten hører til vandene som strækker sig om Skaanes sydøst-hjørne, udenom Sandhammeren og Kaasebjerg, paa hvis højde vikinger byggede det mægtige dødsskib, med kursen lagt mod Valhal i sydøst, hinsides havet, skibssætningen, Ales stene. Er mon noget andet nordisk farvand saa dybt blaanende? Landet hernede inden for de jadegrønne strandbakker, Jerrested og Ingelsted herreder, har et stokværk himmel mer, syngende lyssale højt over svanernes vej. Skaanes digtere maatte kalde landet attisk.
Verseaaen kommer oppe fra den skovrige Linderødaas og strømmer gennem glade dalgange som østpaa breder sig mod Hanøbugten. Udløbet er lidt nord for Kivig. Men sønden for Kivig igen gaar Stenshoved som en graa skibsstævn ud i havet, brat ned, over hundrede meter. En fremmed. Dog over kullen er der i forsommeren en hvid dis, blomstrende vildæbler og vildroser.
Inde i det højere land, hvor aas og kulle mødes, dækket af lunde, ligger det gamle valfartssted, Sankt Olav, navnkundigt engang, med helligkilde og undergørende Olavsbillede. Her er en stor gotisk kirke der indeni gløder af farver. Helgenen holder sin økse i haanden, men løst, man kunde tage øksen ned, til magisk brug. Olav ser paa en med et fugtigt blik, følelsesblød og gotisk.
I hjørnet mellem kulle, aas og havbugt ligger et lunt landskab, som godt et par aartusinde før Kristus var velstaaende. Jorden var let og rød, indbydende som farvandet udenfor.
Ved Brederør tæt syd for Kivig er der gravfelter fra den tid. En af disse grave er den største og mærkeligste bronzealdergrav i Norden. Det er en stenrøse, ikke særlig høj nu, men umaadelig udstrakt saa den snildt kunde dække en almindelig kirkegaard. Den har endda været større. Gennem lang tid brugte egnens folk løs af stenene. Det er runde marksten, i størrelse fra en fodbold til op mod et tyrehoved. Det maa være denne røse der har givet stedet navn, Brederør. Svenskerne kalder ofte slige stengrave »rør«.
Mindre røser af den art er almindelige i Sverige, i Norge er der ogsaa mange. Her til lands ses de sjældent, uden for Bornholm, men alligevel er de ogsaa almindelige her. Kærnerne i de store bronzealderhøje er ofte røser.
Kivigrøsen faar en til at tænke paa Ægyptens pyramider. Den er ogsaa en fjern ætling af dem, trods sin størrelse en beskeden. Den er nærmere i familie med den ægæiske kulturs kuppelgrave, som den døde i Kiviggraven maaske selv har set.
Under stenhøjen fandt man allerede for 200 aar siden en stor stenkiste, 4 gange i meter. Et ubrændt lig har været begravet her, og graven er altsaa fra ældre bronzealder. Kisten bestod oprindelig af 8 smukt tilhuggede, næsten kvadratiske stenheller. Flere af dem fik efter fundet en urolig historie, et par sad en tid i en bageovn, en tredje var i mange stumper indemuret i et kværnhus.
Paa den indvendige side af hellerne er der indristet billeder. Det var den døde der skulde se dem. Gravbilleder af den art fra bronzealder er der kun faa af, og Kivigbillederne overgaar langt de andre i fylde og skønhed. Og trods slægtskab i teknik, konturristning, hulhugning, adskiller Kivigbillederne sig ogsaa klart i stil og delvis i emner fra de meget almindelige helleristninger, som bronzealderfolk huggede i løse sten eller vandrette klippeflader. Kivigbillederne har et arkaisk præg, fattigere end den ægæiske kulturs billedformer, men tilsyneladende med træk fra den. En elegant tør naturalisme, dygtigere gjort og strengere end de ukunstlet livfulde helleristninger.
Flere heller er delt i friser, hver med sin billedkomposition, sjælden her, men almindelig i minoisk-mykæisk kultur, som nu gik paa hæld, rendt over ende af de ældste grækere. Paa en helle er tegnet en pyramide eller kegle paa plint, med helligøkser ved siden. Kultbilleder med pyramider og helligøkser kendes fra tidsalderens Kreta, men ikke fra andre nordiske helleristninger. Der er ogsaa friser med mærkelige dansescener. En af dem er gengivet foran. Otte dansere, maaske kvinder, bevæger sig mod en mand med en tamburin eller et andet instrument i haanden. Danserne ligner søløver, eller de skal forestille fugle. Men de ligner grangivelig ogsaa minoiske kvinder med frygisk hue. Et andet sted ser man lignende dansere nærme sig et alter fra to sider. Ganske lignende billeder af hellig kvindedans kendes f ra vægfresker i ruinerne fra det datidige Tiryns og Mykene. Men den døde har ogsaa kunnet ligge og se paa hjemmekære motiver. Her er lurblæseren. Luren er endnu den ældre type, som staar dyrehornet nær, vi er ikke kommet saa langt op i bronzealder, at luren er blevet den vidunderlige slyngplante, som pryder vore smørpakker. Og her er ældre bronzealders store helligsymboler, brugt af alle, solhjulet, skibet, hesten, den ægsvungne Gudeøkse. Der er paa en helle to store solhjul, saa pedantiske i cirkelslaget som et cykelhjul. Man gætter paa at det ene er solens, det andet maanens symbol. Og der er hestene, de herlige helligdyr.
To trækker en vogn, styret af en gud eller en præst. To andre hingste kæmper, de er gengivet her. Hestekamp var en herlig fornøjelse for mænd lige fra hin tid til langt op i middelalderen, men oprindelig ogsaa en hellig. Vi skal ganske vist siden i et glimt se, hvordan heste til sin græmmelse ,aa vige for skibet som soltransportør, et stykke op i bronzealder. Men til gengæld synes mankedyret paa en eller anden hemmelighedsfuld maade allerede da eller først i tusmørketiden op over jernalder selv at være blevet gud. Sleipner, dødshesten, Odins ganger synes engang selv at have været gud, dødsgud. Den overlevede Odin som helhesten. Men den kønslige gud Frøj, der har flere ophav, stemmende med hans natur, har vist ogsaa blandt disse baade den vrinskende hingst og pladshjorten. Som Fakse blev han dyrket paa enkelte norske gaarde helt op til 1800, eet sted endnu længere. Fakse er hesten. Og de tidlige kirkemænd saa skarpt nok gudernes farlige hesteskikkelser. Hesten blev uren, ingen maatte æde det gamle offerdyrs kød. Et dyrs mytiske urenhed fortæller at det engang var helligt. Og kærligheden til heste kunde man ikke tage fra senere tiders bønder, de kunde ikke selv flaa en hest, den var uren, men det urene løftedes op i en ædlere hellighed: man slagter og æder ikke sin bedste ven, man flaar ham ikke.
Hestene i Kivig er i stilen beslægtet med den berømte lille hesteskulptur der sammen med solvognen blev fundet i Trundholm mose i Odsherred, omtrent fra samme tid. Den er bedre. Hvorfor omtales Trundholmhesten ofte som »ubehjælpsom«. Den er et ædelt stykke, stammer vel ogsaa fra syden, men har faaet mange føl paa senere tiders manglebrætter.

Der er gjort mange skarpsindige forsøg paa at tolke Kivigbillederne. Ingen har fuldendelsens skønhed. Der er stadig meget man ikke forstaar. Skønt lunken er den bedste tolkning nok fortsat den almindelige, at den døde har faaet symbolerne med for at kunne styrke sig ved dem. Han fik billeder med af de hellige jordefærdsritualer. Meningen er da at graven er den dødes bolig, i alt fald en tid. Men man kan ogsaa gøre sig en anden forklaring, nemlig at graven, enten kisten eller højen, er et billede af hele universet, set fra det sted hvor guder og døde mødes. Dødesjælen bor da ikke bare i gravens lukke, men i den store verden som holdes i live af guders og menneskers fællesskab i kulten, hvorom alle billederne fortæller. Vi skal indrømme at denne tanke er svær at begrunde, den passer nok til helheden, men bekræftes ikke af enkeltheder. Den fremsattes, fordi man i alle de store bronzealdergraves natur synes at spore en modsigelse, der først ophæves af ligbrændingen. En konflikt mellem tanken om graven som hjem og tanken om et dødsrige, mellem dødekult og gudereligion.
Bliver vi foreløbig ved sikrere træk, der sandelig ogsaa kan føre viden om, saa kan man først bemærke, at billederne som her er ristet til fyrstens ære, og en rig og stor høvding maa han have været, tydeligt nok slutter sig til kæmen i den hjemlige tro. Men de tegninger af ekstatisk frugtbarhedskult der er almindelige paa helleristninger mangler her. Kivig er strengere, mindre naiv. Af Kivigbillederne kan man slutte at der har været et skel i tænkemaaden, trods fælles grundforestillinger, mellem de mægtige, vidtberejste handelsmand og de mere stedbundne agerdyrkere. De første har haft et internationalt snit. Kivig- billederne indeholder fremmede mytiske elementer som maaske aldrig blev allemands. Men for købmændene var det ogsaa et held, at de mægtigste hjemlige symboler egentlig ogsaa var internationale. De nordlige og sydlige kulturer har i bronzealders frodige tid meget fælles. Verdens vægge er videre end i nogen følgende tidsalder, indtil vikingernes stormløb skyller ud over Europa.
I Kivig blev der begravet en fyrste, en større verdensmand end jernalders smaakonger. Det skete ikke saa forfærdelig længe efter at Odysseus var kommet hjem til Penelope paa Itaka efter sin lange omflakken siden Trojas fald. Og det skulde ikke undre om høvdingen og hans rister selv engang havde været nede i de egne og mærket Poseidons ryg under kølen.

Forsvenskede stednavne ændret