OVRE I SKAANE
Af Thorkild Gravlund. Fra Bygd. Tidsskrift for oplysning om folket. (1. årgang, 1929). Også optrykt i Dansk Bygd III (1930)

    I. Museet

    Karlin er Navnet paa den Mand, der skabte det store sydsvenske Kulturhistoriska Museet i Lund. Han er Skaaning.
    Karlin er som Museumsmand verdenskendt, og »Kulturen« i Lund er for os næsten saa hjemmekendt som Frilandsmuseet i Lyngby. De to museer i Lund og Lyngby er i nær Slægt, begge oprettede af Tidens sjældneste Mænd, Museumsskaberne, dem der kun fødes enkelte af i et Aarhundrede, de to Venner, afdøde Bernhard Olsen og Karlin.
    Mange tager Arbejdet, naar Museet er skabt. Een skaber det.
    »Kulturen« i Lund er et Storværk af een Mand, men det er ikke det eneste, han har skabt, det enestaaende er Østarp, den gamle Gaard, der drives som gammel Gaard, Museumslandbruget i Østarp Torna Herred i Skaane.
    Vi börjar (derovre er vi fri for »begynde«) i Lund.
    Det er Aarsmøde i Kulturen, Museumsgeneralforsamling. Det holdes i den gamle Trækirke, som Karlin paa en eller anden vidunderlig Maade har faaet rejst her.
    Vi gaar ind under den brede Tøndehvælving og sætter os i Stolene, Mændene til højre, som sig hør og bør, Kvinderne til venstre. Der er en Flok Flickor, som venter paa Præmier for Kunstvævning.
    Det kvælder. Her er halvmørkt.
    Karlin staar øverst i Mandsstolen som Degnen, han læser »Årsberättelse« og med det haarde svenskskaanske Maal messer han grangivelig som Klerken engang. Høj, skarptskaaren, graanet staar han dær som en Blanding af Kriger og Klerk – som en af de gamle, der dævledes med Absalon, fordi de var ham lig: Herrer haarde.
    Der er mange »berättelser« at messe, og saa er der Valg til Styrelse. Endelig kommer Flickorna en for en op og modtager deres Hædersløn, en for en tager de Ordstyreren og Karlin selv i Haanden, nejer som kun Flickor kan, og gaar tilbage i Stolen.
    Det er helt højtideligt, en Slags »Kulturens« Konfirmation.
    Jeg sidder og bliver from i Sind. Dette er jo Kirkegang. Disse ligegyldige Ting – hvem der er i Styrelsen, naar blot Karlin er der – og hvem der faar Ros for Husflid – bliver højtidsfulde her. Og naar Karlin til sidst gaar som Degnen og rækker en Stang med en Pose paa ind i Stolene for at samle Offer, saa er det ikke Komedie, det er, som det skal være herinde i den dybe, halvmørke Trækirke, hvor vi i ærlig kristelig Hedendom dyrker Fædrenes Aander. Vi lægger med fromt Sind vor Skilling i Posen. Derfra gaar vi ud i Livet, det som Karlin har skabt her: de svundne Dages Liv.
    Først er der Flickornas Kunstvævning efter den gamle Stil i Skaane, Væggene er tjældet med de skønneste Lagen. De Unge Kunstvævere staar bly og tør ikke tage mod al den Ros, der vælder idag.
    Saa er der Byggeplanen til den sidste nye Udviden af »Kulturen«. Karlin tager nu Nabohusene ind i Museet, han gør det, vi taler om at gøre i København. Han gennemgaar Tegningerne. Lidet vil han offre paa Bygningens Ydre, men dens Indre skal være Museumsegnet helt igennem.
    Et Museum skal smykke sig selv! siger han.
    Lad os faa det slaaet fast!
    – »Kulturen«s sidstnye Landvinding er Præstegaarden – som vi endnu blandt andet ikke har i Lyngby ... Vester Wrams Præstegaard maatte ikke blive, hvor den var, skønt man skulde synes, at en Præst aldrig kunde faa bedre Bopæl – og saa tog Karlin den til sig – til alt Held, for nu faar vi den at se. De gamle malede Tapeter, dels paa Træ og dels paa Lærred, fra forskellige Tider, førte han frem paany. Præstegaarden med Stuer og Stegers i festligt Skrud staar genrejst.
    Mellem to Døre stiller Præsten Karlin sig og holder et Foredrag om klassisk Kultur. Det er ikke Præstens egen, det er Ægyptens. 
    Karlin er Præst og Krigerkonge: han nøjes ikke med Skaaneland, men gør Strandhugst paa de allerfjærneste Kyster, drager ukendte Lande ind under »Kulturen« i Lund. Det er en stolt Vikingefærd. Men – naar jeg er i Skaane, faar ingen mig med til Ægyptens Land. Min Tanke er saa ringe, at den ene maa fyldes af det, der er her, hvor jeg er nu.
    Vi vender tilbage til et hyggeligt gammelt Rum. En Smørgås i »Kulturen« slutter Aarsmødet – sent.
    Næste Dag gaar Færden til Østarp.
    Det er den gamle Bondegaard, der i sin Tid blandt andet Gods tilhørte Tycho Brahes Moder, og som nu er skænket Museet af Grevinde Wilhelmina v. Hallwyl.
    I Udseende er Gaarden lig den gamle sjællandske Gaard, bindingsværksbygget og helt sammenbygget, hvidkalket og med malede stolper. Indvendig er den en Del anderledes, noget stærkere i Farver. Sengene er uden Omhæng. Bag Stuen er et lidet Lønkammer, hvor Bonden kan drage en enkelt Gæst ind til Raadslagning. Østarp er en liden Torpby paa tre Gaarde. Tre Mand kunde sidde sammen i Bondens Raad. Paa Sjælland viser Stuen hen til det større Bylavs Fællig med bredere Gæstefærd. Men Østarpgaarden er i sig selv rummelig og stor, som det sømmer sig en skaansk Bonde med Høvdingsind, en af Karlins Krigerfædre. Høvdingen holder sine Vaaben rede. I Enden af Stuehuset er et lille Rustkammer. Her hænger den skaanske Dragons Vaaben og Saddeltøj. Efter svensk Skik boede Soldaten, hvor han hører hjemme, og boede som Soldat. –
    Det forekommer mig, at vi med Held kunde hente en Hærordning fra det gamle Skaane og en Skoleordning fra Vestjylland ... hvis ikke vi i et og alt var redet af en akademisk Mare. – Men det var ikke det . . .
    Vi er i Karlins Gaard, som ligger i et Land med vidt Udsyn og dejlig Skov, i bløde Enge, med Vandmølle, Trægaard, Marker. Og det er det sjældne, jeg ved ikke, om det andetsteds i Verden er gjort: Museumsgaarden drives paa sin egen gamle Maade. Dyreracerne er de gamle. Her staar det smukke, sortbrune »Färsøg«, Hesten fra Färs Herred, de gulrøde Køer, som ogsaa kendes paa Sjælland, men nu vel næsten er uddøde, og de sorthvide Køer, som Jylland og Skaane har tilsammen. Her ligger den sorte So med sine brogede Grise. I Trægaarden bag en hundredaarig Buksbomhæk summer Bierne i deres Bigaard. Paa Engen vralter Gæssene. Jeg savner Faar – de er vel ude paa Græs. Men ellers er alt, som det skal være i de gamle Gaarde.
    Der laves Ost, som støbes i gamle udskaarne Forme, de ligger paa brede Hylder i Ostekammeret tilsalg. Der kan sælges alle dem, der kan laves af disse søde Östarposte. Kalges kunde der alene over, at den favre Flicka der laver Ost ikke er i sin Skaanedragt, men har for Søndagen klædt sig med Vesterbrosnit – og hun tror ikke, at hun kunde blive vakrere, skønt det paa ligefrem Maade siges hende. – Aaja! Det smiler hun bort. Bondekjolen kan blive for stram for en attenaarig.
    Østarp er et søgt Udflugtssted helt inde i det søndre Skaane. I den første milde Sommersøndag kommer navnlig unge Mennesker fra vide Egne cyklende hen at holde hellig i den gamle Gaard, i den skovgroede Mark og i Gæstgiverstedet, der ogsaa er Museum.
    De unge Skaaninger er ikke gammeldags. Skaane er det fremskredne Landbrugsland. Men en underlig Dragen fører dem til Østarp. Den samme, der fører Børnene til Bedsteforældre, der kan fortælle.
    Her fortælles noget.
    Og naar det fremskredne Landbrug ikke længere kan hjælpe sig ved at dynge Gæld paa Jorden, kan det komme til Østarp og se, hvordan man drev Landbrug uden Prioriteter. Og naar man keder sig ved det, der er kedelig ens allevegne i Verden, kan man more sig ved at kikke indenfor i Østarp.
    Men den Tid kan komme, da der omkring Østarp vil gro en ny Folkekultur op i Sammenhæng med den gamle.

II. Folkeminderne

    Folkemindestævner, hvor man samles for at uddybe vor Viden om en Egns historiske Minder, holdes baade i Danmark og Skaane – mærkeligt forskellige.
    I Danmark med hjembygs-pædagogiske Forelæsninger særligt for Skolemænd, der vil indføre Hjemstavnslære som Fag i Skolen, hvor da baade Jordbundslære og Naturfag fremdrages som Kulturhistorie og Folkeminder, indenfor en vis Egn, dog uden fast historisk Afgrændsning af denne.
    I Skaane gælder det ikke Undervisning i Hjemstavnslære, et nyt Skolefag, men ligefrem Indsamling og Optegning af Folkeminder. Begge Steder er Arbejdet i sin Vorden, omend længst fremme i Skaane.
    I begge Lande vil Højskoler ofte være de givne Samlingssteder med Foredragssale og Tilhørere.
    I Skaane er det en enkelt Mand, der har fostret og gennemført den Tanke at samle Landsbyernes unge Folk og ældre for at sætte dem ind i Folkeminde Optegning. De gamle skal fortælle, de unge optegne. Det føjer sig under en af Nordens kendte Folkemindeforskere, Docent C. W. v. Sydows Føring.
    Skaane er Stævnernes Hjemland, men ogsaa i nordligere Landdele har v. Sydow ført sin Tanke frem.
    Et saadan videnskabeligt Folkestævne, som man vist kan kalde det, er noget aldeles nyt.
    Tanken er storslaeet – og svensk.
    Den vil dog næppe være svært at overføre til de andre nordiske Lande.
    En Kongstanke i Norden har altid Bud til Frændefolkene, – og det er en Kongstanke, her er fostret. Foreningen »Skånsk Folkminnesarkiv«, der danner Hæren og øger Skatten, kan se tilbage paa en Række vellykkede Indsamlingsmøder og fremad mod et stort Maal, dette virkelig at være raadig over Folkearven.
    Naar den er vundet, kan man altid holde Skole i den.
    Vi har i Danmark, særlig ved Evald Tang Kristensens Virke, større Samlinger af Folkemindeoptegning end noget andet nordisk Land, eller noget Land iøvrigt. Men selvom vi har Mængder af Optegning fra Folkekultur, har vi den hverken tilstrækkeligt fremdraget eller undersøgt til, at der kan grundes Hjemstavnsundervisning i Landets Skoler nu.
    Sammenknyttet med Danmarkshistorie, kunde den være vor Skoles Hovedfag, – men hvem giver Midler dertil? Hidtil har man set paa Arbejdet for vor Folkekultur som et uskyldigt Tidsfordriv, – og her staar vi endnu med de vennesæle Smil tilovers for »gammel Tale«. At her virkeligt er Tale om noget af det, der bliver Drivkraft i vor Fremtidsudvikling, den folkelige Viden om os selv, det skal man vist ikke faa mange til at tro endnu.
    – Saameget mere Grund er der for de faa til at slaa Bro over Sundet og danne nordisk Samarbejde ogsaa i denne Sag.
    Nu skal der ikke glemmes mere i vort Minde.
    Nu vil vi huske, hvad vi har, og vide, hvad vi er. Det er Tid, at Folkene samles i sig selv, og det turde ogsaa være den eneste Vej til at samles med hverandre. Hvordan skal mellemfolkeligt Samvær trives mellem Bander af selvudvidende halvstuderede Røvere.
    Tanken om at gøre Folkets Minder folkeligt nyskabende lever paa begge sider af Sundet.
    Paa Tommelilla Folkehøjskole i Skaane bød Forstander, Rektor Daniel Jacobson, Sektretær i Skånsk Folkeminnesarkiv, sin By og sin Skole paa et stort Møde med Bygdens Minder.
    Der synges Folkeviser.
    Fru Hulda Thygesson, »Doktorinnan« fra Lund, fortæller Bygdehistorier med et Lune, hvis Lige jeg ikke har mødt.
    Den kendte skaanske Digter Theodor Tufvesson læser op af Digte, som er gravet ud af hans egen Jord her og ikke vundet i Lotteri et eller andet sted.
    Saa er der Folkedans, Karle i Skindbukser og Piger i Kniplingslin, helt ægte i Dragt. De danser som Bønder med al den smidige Tynge og vævre Fryd, som hører deres Danse til. –
    Efter Dansen følger en Spillemand, som spiller Danse, Låtar, fra hele Sverige, fra Norrland og ned sydpaa. Det er Olof Andersson fra Åhus, han spiller sig frem paa sin Violin gennem hele det vidtstrakte Rige.
    Timerne glider med alt dette, og det bliver sent, inden vi endelig naar ned til Malmö og Skaanesletten, hvor de raske Danse hører til.
    De skaanske Danse er ikke i Moll – i Dur, nej heller i Lur, de gjalder, de smælder som gamle Lurklange fra et Folk, der er fredelskende og hjemkært dog har kriget sig gennem det meste af sine Aarhundreder.
    – « Saadan kan en Højskole holde Folkemøde i Skaane. Skaansk Folkeliv lyser over den lange, lange Kvæld, hvor der synges, danses, spilles af den Sjæl, som har Liv her.
    Mødet er nær knyttet til et lige forud afholdt Folkemindestævne i Ö. Grevie, hvor Docent v. Sydow samlede sine Folk.
    Turde vi tænke os vore Højskoler gaa frem ad disse Veje, saa naaede vi maaske snart hen til det store »Skolefag«, som der drømmes om: folkeligt Selvkende.
    Det Folk, der ævner at opdrage sin Ungdom til at vide, hvad Folket er, har vundet en Sejr for et helt Slægtled.
    Vi kunde have let til denne Sejr, i vort tætbyggede Land den letteste Adgang til at samles om Arbejdet, baade unge og gamle, Fortællere og Tilhørere.
    Foredragene kunde vi indskrænke lidt.
    Vi kender dem snart alle.
    Vejen ligger ligefrem. Der er andre Veje ud til Siderne, men ligefrem –.
    Ligefrem er i Samhold med Norden, aldrig vel var det mere krævet end nu.
    Ligefrem til Fremtiden, det er gennem Mindet af Danmark, Norge og Sverige ind i nye Tider.