EN KONGELIG PLYNDRINGSMAND

Gustav Adolfs (senere Gustav II Adolfs) massakrer, plyndringer og mordbrande i Christianopel og det nordøstlige Skåne i begyndelsen af 1600-tallet skal omtales.

Sveriges annektering af Estland gennem Stettin-freden var årsag til krigen mellem Sverige og Ivan IV's Rusland to år efter freden. Ved våbenhvilen i Pliusa den 10. august 1583, som blev indgået for to år, blev svenskernes besiddelser på den anden side af Østersøen udvidet med Narva, Weissenstein, Reval, Hapsal, Wesen­berg, Lode og Fickel. Derudover fik svenskerne også Keksholm og dele af Ingermanland i form af Ivangorod, Jama og Koporje. Efter nye konflikter genvandt Rusland sine besiddelser i Ingermanland i 1590.
Efter afslutningen af våbenhvilen, som blev aftalt ved våbenhvileaftalen i Teusina den 20. januar 1593, blev fredsaftalen mellem Sverige og Rusland indgået i Teusina i Ingermanland den 18. maj 1595. Rusland gav afkald på alle krav på Estland ligesom retten til at opkræve skatter fra lapperne fra Østerbotten til Varangerfjord. Samtidig genvandt Rusland det tabte Keksholm.
Ved Viborg-traktaten den 28. februar 1609 mellem Sverige og Rusland genvandt svenskerne Keksholm og dets len mod at stille tropper til rådighed for zar Vasily Shujski i dennes kamp med rivalen om zarkronen, Dimitrij.
Karl IX's imperialistiske norske finnmarkspolitik og grundlæggelsen af Gøteborg ved Kattegat menes at have været de grundlæggende årsager til den såkaldte Kalmar­krig mellem Danmark og Sverige. Vi er nu i det 17. århundrede. Aggressiv svensk kongeimperialisme, understøttet af adelens begær efter andre landes rig­domme, begyndte nu for alvor at spire.
I maj 1611 faldt Kalmar Slot efter dansk belejring i forbindelse med kommandanten Krister Sommes forræderi, en kendsgerning, som uskyldige blekinger og skåninger skulle betale dyrt. På trods af at det var frugten af svenskernes egen udfordrende politik, som blandt andet kom til udtryk i Karl IX's finmarksplaner. Han udvidede endda sin titel med "konge af lapperne og kayanerne". Helt naturligt kunne Danmark ikke finde sig i danskerhaderen Karl IX's hensigter. Især ikke eftersom Danmark var Nordens førende magt både til søs og til lands, og svenskerne også var gået så vidt som til selv at bygge fæstnings­værker i Nordnorge og derudover var begyndt at opbringe danske handelsskibe og opkræve skatter i det norsk-danske Lapland.

Den i nutiden svenske nationalhelt Gustav II Adolf, men dengang kronprins Gustav Adolf, blev Karl IX's redskab til at hævne tabet af Kalmar.
Skærsommernatten mellem 25. og 26. juni 1611 sprængte svenskerne porten til fæstningen Christianopel. To hold svenske ryttere med fane kom uhindret ind i fæstnings­byen.
Kommandanten, den hallandske adelsmand, Jens Bjørnsen, og nogle af hans mænd faldt allerede i begyndelsen. Svenskerne kunne da under deres kronprins plyndre byen med ild og sværd i en sådan grad, at de fleste af indbyggerne, mænd såvel som kvinder og børn, mistede livet. Kronen på værket var, at svenskerne satte ild til byen, der blev lagt i aske sammen med kirken og effekter, der ikke kunne føres bort. Belæsset med rigt bytte af guld, sølv, tøj og andre forsyninger samt otteogtyve nye bannere kunne den svenske plyndringshær forlade den hærgede by om morgenen den 26. juni.
Rapporten i nye Danske Mag II beskriver i følgende vendinger, hvad der skete:
"Der nu Gustav Adolf var kommen ind i Byen med 2 Faner Ryttere (Rytterskarer), gjorde han selv holdt paa Torvet med den ene Skare, medens den anden plyndrede, røvede og fór omkring i Byen og slog alle Mændene ihjel, saa mange de kunde overkomme. Det var ynkeligt at se, hvordan nogle blev slået ihjel paa Sengene, nogle hvor de for nylig havde skiftet og endda ikke havde Tøj på; mange sprang nøgne over Muren og undslap, og nogle af Qvinderne kastede først deres Børn ned ad Volden, hvoraf mange døde. Saa sprang Qvinderne selv efter, og en Del brækkede deres Arme og Ben, nogle af dem gik ud af Vandporten paa Baade, saa der blandt dem var 3 Baade lastet med Mænd, Qvinder og Børn, som sank til Bunds."
Således blev denne midsommernat en milepæl i Christianopels (Kristianopels) "udvikling", som dog ikke er kendt her i vort land med sine forskellige detaljer, – og det kan man ikke undre sig over!
Den 10. december 1611 begyndte Nyköpings Riksdag, og den 26. modtog hertug Gustav Adolf rigsstyrelsen efter afdøde Karl IX. Godt en måned senere eller nærmere den 5. februar 1612 rykkede den nyvalgte konge ind i Skåne ved Loshult.
En uge fyldt med rædsel for befolkningen i det nordøstlige Skåne tog nu sin begyndelse. Det ulykkelige folk skulle nu stifte bekendtskab med en kongelig marodør af en sådan art, at bekendtskabet sent ville blive glemt. Med mord, van­helligelse og ild ødelagde han på få dage ikke mindre end fireogtyve kirkesogne i denne del af Skåne.
Kongen praler selv i et brev af, hvordan hans tropper "raserede, plyndrede, brændte og dræbte aldeles efter vores egen vilje". Denne svenskernes "heltekonge" kunne opføre sig, som han ville, eller som han selv siger, "dér havde vi ingen modstand hverken fra ryttere eller fodfolk". Hans "fjender" her i vore landsbyer bestod i begyndelsen kun af forsvarsløse og over for plyndringsmændene retsløse almindelige skånske mennesker.

Den første dag, den 6. februar, stod der brandrøg over Glimager (Glimåkra), Broby, Emmislev (Emmislöv), Hjersås (Hjärsås), Knislinge, Kviinge, Gryde (Gryt), Ferlev (Färlöv), Fjelkested (Fjälkestad), Aareslev (Åraslöv) samt Aareslev og Vandaas (Vanås) slotte. I kølvandet på andre og hjemløse, almindelige mennesker uden hus og hjem, i mange tilfælde også i ubeskrivelig sorg over dræbte og lemlæstede slægtninge. I Ferlev (Färlöv) hjemsøgte de "kirkelige" svenskere den gamle kirke og fandt der behag i en usædvanligt smuk nadverkalk, lavet i 1609 af en af Væs berømte sølvsmede, Hans Povelsøn. Kalken blev som så mange andre ting "krigsbytte", og svenskerne kan stadig den dag i dag vise deres bytte frem i Växjö domkirke i Småland! I lyset af fortiden burde kalken bestemt passe bedre i dens oprindelige omgivelser, da det ikke var "krigsbytte", men derimod rent plyndrings­tyveri.

Dagen efter, den 7. februar, ramte katastrofen sognene Aasum (Åsum), Skiberslev (Skepparslöv) og Ønested (Önnestad) samt den gamle middelalderby Væ (Vä), som nu blev plyndret og brændt for fjerde gang. Brandstiftelsen markerede afslut­ningen på en af Danmarks ældste byer, som i århundreder havde været et centralt sted i det østlige Skåne. Her lå et præmonstratenser­kloster, grundlagt af ærke­biskop Eskil i 1169 eller 1170. Skolen i Væ er tabt i mange århundreders tåger. Den nævnes i 1562 i den forstand, at herrederne Gers (Gärds), Gønge (Göinge) og Sønder Aasbo (Södra Åsbo) tilhørte Væ skole. I 1569 omtales Væ skole i Lande­boken og også året før, da Frederik II i et brev den 23. marts opfordrer sogne­præsten og skole­holderen til at udnævne klokkere ved de degnekald, der er beliggende inden for to mil fra byen. Væ – en kulturpost i øst, måtte nedlægges og erstattes af fæstnings­byen Christianstad (Kristianstad). De uophørlige plyndrings­razziaer fra nord blev kronet med et orgie af brande og uskyldigt blod.

På tredjedagen, den 8. februar, skulle blandt andre Vinslev (Vinslöv), Sørby (Sörby), Gumløse (Gumlösa), Stoby, Eignebjerg (Ignaberga), Brønestad (Brönnestad), Hesselholms (Hässleholms) gård, Finie (Finja), Vandkive (Vankiva), Røge (Röke), Hørrie (Hörja), Nørre Agerup (Norra Åkarp) og Vidsjø (Vidsø, Vittsjö) gå samme grusomme skæbne i møde. Natten til den 11. februar overnattede svenskerne i Vidsjø. De sad og varmede sig på den gamle kirkegård ved bålene fra kirkens inventar, da de blev overrasket af et dansk-skånsk rytteri under ledelse af Anders Bille og Breide Rantzau.
Svenskerne flygtede i panik med kongen i spidsen over den isdækkede sø. Nogle blev nedlagt på stedet, andre druknede i søen, efter at hestene var gået ned. Det oplyses, at plyndringsstyrken efterlod omkring tusind mand tilbage på valpladsen.

Henrik Langer beskriver i "Nye danske Magazin", hvad der skete: - "Udi Skaane var Hertug Gustav indfalden med 3.000 Mand Ryttere og Knægte og traf Breide Ranzau med Hoffanen, sjællandske, den skaanske Fane, Bülows Ryttere og nogle andre tyske Ryttere, som var i alt 600 Heste. Tirsdag aften ved 2 slet 11'te Februar paa en Sø, der hedder Widtsø (Vidsjø, Vidsø, Vittsjö) er svenske afslaget 900 Mand, som bleve paa Valpladsen talte, foruden mange, som rede ud i Aaen og ellers forkrøbe dennem i Huse og Buske, og dog siden bleve slagne.
Vi mistede kun 12 Ryttere, men vores Folk finge fra Hertug Gustav 10 Fodfaner, 1 Rytterfane".

I en beretning fra København den 17. februar 1612 beskrives den svenske konges hjemsøgelse således:
"Item Svenske haver afbrændt udi Gjønge Herred og Skaane over 20 Kirkebyer og den Kjøbstad Væ, og at de bekom meget stort Bytte, thi Svensken havde ingen Modstand, fordi Kgl. Mayst. er tilforn med et stort Antal Krigsfolk rykket ind i Sverige, og den jydske, fynske, skaanske Fane samt Hoffanen vare omlagte i Borgeleje i Skaane, Snart ere der samlede ved 600 Ryttere og truffet Svensken ved Oesby Kirkegaard 1 Mil eller 2 nær Grænsen, hvor han var paa Indtoget igjen ad Sverige, og forslaget hannem over 1000 Mand, foruden nogle mange, som druknede udi en Aa derhos, som hedder Hellig Aa, som ikke lettelig sammenfryser. Af vores folk ere ikkun 12 till 16 Mand slagne. Iblandt de Fanger, som de finge (fangede), var også nogle af de tydske, som i forgangen Sommer overløb paa Öland fra Kgl. Mayst., till Svensken. Gustav Adolf var selv med udi denne Færd, 3.000 mand stærk til Hest og Fods, hvoraf [der] ere undkomne (undslupne). Om Gustav er undkommet ind i Sverige eller druknet udi Aaen, veed man ikke".

Fru Sofie Ulfstands brev fra København i februar 1612 beskriver til en vis grad, hvordan man umiddelbart oplevede de forfærdelige ting, der skete over hele landet. Hun skriver blandt andet:
"Jeg kan ikke skrive til Dig, hvilken ynkelig Sorg vi have været udi i Skaane, og hvorledes Fruer og Børn kom nøgne af Sengen ved Nattetide og vare glade, de slap og kom herover til Sjælland med Livet; thi de Svenske kom ned og var Gustav med dennem, som er Kong Carls Søn, og vare de 17 Faner Fodfolk og 5 Faner Ryttere og brændte og sloge ihjel for Fode, alt de kunde overkomme".

Der er belæg for påstanden om, at ingen slap i live. Brandrøgen lå tungt over hele Helgeådalen, bønderne blev hængt i deres egne træer, hvis de forsøgte at forsvare det lidt, de ejede, eller forsvarede deres kvinder mod den svenske soldats tilbøjeligheder. Sølv og andre værdigenstande blev hængt over sadelknapperne eller stoppet i de rummelige lommer.

Hvorfor disse uophørlige mordbrandsstiftelser af de svenske konger mod et fredeligt folk her i grænseområderne? Svaret kan vel ikke være andet, end at det tungeste ansvar hviler på den svenske herrefolks- og kongelige imperialisme. Danmark, den førende magt i Norden, kontrollerede Øresund og Bælterne. Det var ydmygende at være afhængig af Danmark for at få adgang til det, der i de svenske drømme skulle blive en svensk indsø, nemlig Østersøen. Denne imperiedrøm begyndte for alvor at tage form allerede gennem Revaltraktaten af 3. maj 1561, da byen Reval og nabo­provinserne Harrien og Wieland overgav sig til Sverige.

Således blev hele det nordøstlige Skåne ramt af den svenske konge Gustav II Adolf, kaldet "den store".

En svensk udgave med visse (andre?) fejlstavninger findes her: http://www.faerelde.se/wp-content/uploads/2017/12/Gustav-II-Adolf-och-Färlövs-nattvardskalk.pdf
(fx forveksling af B og V, som er næsten ens i gotisk trykskrift i kilderne; Bolden i stedet for Volden). Der indgår ældre og nyere dansk og svensk og skånsk dialekt.
Forbedringer vil stadig være mulige.
Om forfatteren: Uno Röndahl.