Rygstykket til Frederik II's bordhimmel på Kronborg. Vævet tapet, udført af hans Knieper i 1586. Nu i Nationalmuseet i Stockholm.

Først vil jeg sige, at jeg ikke er nogen historiker, og derfor mener jeg heller ikke at have nogen anseelse at miste – i hvert fald ikke nogen historisk sådan.

Min belastning er, at jeg helt fra min barndom har været interesseret i historie. Helt naturligt har interesseområderne skiftet. En vis tid var det kinesisk historie og anden speciallitteratur. Periodisk går jeg tilbage til den antikke græsk-romerske historie, som er den platform, på hvilken vor vesterlandske kultur hviler.

En vis forkærlighed har jeg altid haft for den mangetusindårige egyptiske historie og kulturdannelse i Øst-Middelhavets Lande, som i mange Henseender er den oprindelige grund til den minoiske og græske kulturudvikling.

Under al denne søgen er jeg for mange år siden blevet særlig interesseret i Skånelands i mange henseender tragiske historie og i sammenhæng dermed også til en vis grad i den danske historie, i det mindste for den tid, de var forenet i eet rige.

Jeg har da fundet, at jeg selv i historisk henseende har en anden baggrund end den, som jeg fra barnsben har fået tudet ørerne fulde af. Jeg er skåning med en skånsk og en skånsk-dansk historiegrund. Jeg har også kunnet identificere mine FORFÆDRE SOM FRIHEDSKÆMPERE; DA DE FOR ca. 300 ÅR SIDEN VOVEDE LIV OG LEMMER I FORSVARET AF VOR HJEMSTAVN; MOD DE FRA NORD INVADERENDE SVENSKERE: En sag, som man i generationer enten har fortiet eller bagatelliseret til og med her i Danmark, trods det, at vi den gang også stred for Danmarks sag.

Man kan med føje påstå, at man fra svensk side har begået svig mod Skånelands historiske identitet og derigennem fjernet selve platformen for nuet. Bevidst har man fra svensk side forsøgt at lægge en fremmed, svensk historiegrund for folket i de erobrede østensundske landskaber. Derigennem har man også forvansket Skånelands i mange henseender enestående og særprægede historie og kultur.

Under dette historiske detektivarbejde kan man ikke undgå den udspekulerede plyndringstaktik, som var kendetegnet for de uophørlige,mangehundredårige svenske invasioner i Skåne, Halland og Blegind.

Disse landskaber er under århundreder blevet plyndret og skændet. De har mere eller mindre været et øvelsesområde for de svenske konger. Plyndringstaktikken kan man også følge i de fleste andre svenske krigsforetagender i Baltikum, i Polen, i Bøhmen og i det tyske rige og under den mellemste del af 1600érne i Danmark.

Det her får man ikke lov at læse om i den glorificerende svenske historieskrivning. Efter ihærdig søgen kan man dog finde spor af, hvad der en gang er sket, samlet på spredte steder i faglitteratur. Det har den nackdel, at dette i almindelighed ikke er særlig kendt blandt den store masse.

De fleste beviser finder vi imidlertid i de velforsynede svenske museer, som visse steder kan siges at være fyldt af tyve- og plyndringsgods op til skorstenene. Her er man dog, i den udstrækning man nu angiver hvor godset kommer fra, nøje med at betone, at det er »krigsbytte«. Af forskellige grunde foretrækker man ikke at tale om den virkelighed, som en gang fandtes i forbindelse med selve overtagelsen af det gods, der er tale om.

Og det er naturligvis sådan at man ganske simpelt ikke vover at tale samme sprog om dette, som f.eks. Palle Lauring gør, når han beretter om den tysk-svenske dronning Hedvig Eleonoras mærkelige »turisteri« på forskellige kulturpladser her på Sjælland under krigen 1658-60.

Helt naturligt kan jeg i denne sammenhæng, hvilket jeg håber alle forstår, ikke pege på mere end enkelte eksempler på, hvad man har udført i de erobrede lande fra svensk side. Man kan jo altid håbe på en målbevidst forskning i denne henseende, med en katalogisering af hovedparten af det samlede »krigsbytte« som i dag opbevares på forskellige steder indenfor det svenske imperium. Indenfor den ramme må man også forsøge at indrette sig på den virkelighed, som hører sammen med hver genstand af betydning.

En første indledning til det, som skulle komme, fik man i Danmark fornemmelsen af under den svenske feltmarskal Lennart Torstenssons overrumpling, da han i december måned 1643 på kort tid oversvømmede hele Jylland. Samtidig spredte en anden svensk feltmarskal - Gustav Horn - samme »velsignelse« over Skåne, - det daværende østensundske Danmark. Dette og følgende krigstog mod det i kulturelt henseende rige Danmark blev en enormt lønnende forretning ikke kun for den svenske stat men også og måske mest for enkelte og da i første række de svenske befalingsmænd. Her kunne man finde hvad man havde brug for for at fylde sine egne mange gange tomme og magre slotsgemakker, med højt rangerede kunstgenstande, som man på den tid tydeligvis ikke havde nogen mulighed for at tilvirke indenfor Sverige. Skulle man i dag tænke det bort, som ikke er svensk, i de svenske museer, ville der med sikkerhed opstå store og følelige tomrum. - Tomrum, som i dag er fyldt med »krigsbytte«, plyndrings- og tyvegods, som stammer fra den højtstående centraleuropæiske og danske kultur. I mange henseender er der tale om nationale kostbarheder, som helt naturligt har den største værdi for det folk, som en gang har været grunden for deres fremstilling.

En svensker i fremtrædende stilling har en gang sagt, »barbariet var som bekendt fædrelandsk, og vi må nok være glade for det, som vore ærede forfædre stjal. Ellers havde vi ikke haft så meget at vise frem«! Dette må nok også anses for at være i det mindste en del af den brutale sandhed omkring de svenske krigstog i fremmede lande.

Jeg nævnte for noget siden Palle Laurings beskrivelse af Karl X Gustavs dronning Hedvig Eleonora af Holsten-Gottorp. Åbenbart er, at hun nærede særlig forkærlighed for de rige pladser Helsingør med sit Kronborg, Roskilde med sin domkirke og kongeslottet Frederiksborg. Her kunne hun egenhændigt udpege det, hun vilde have med sig til sit nye hjemland. Dér havde man brug for at fylde ud i de tomme slotsgemakker, siden den flygtede dronning Kristina var flyttet til Paven i Rom medførende, hvad hun kunne få fri fra de kongelige gemakker.

Det vilde føre for vidt indenfor den her ramme at gå ind på enkeltheder om Hedvig Eleonoras samlermani. Med hjælp af sin svenske besættelsesmagt kunne hun dog uantastet stjæle alt, hvad hun anså for værdifuldt i form af sølv og guld, værdifulde malerier, draperier og gobeliner, lysekroner møbler, bøger og udsmykning til de kongelige haver, som springvand, brøndkarme og meget andet. Det, hun selv ikke kunne få plads til på sine slotte i Sverige, overgaves til enkelte slotsejere af højadelen. Danske overløbere i Skåne (fra samme stand) fik også deres andel, f.eks. malerier - kunstværker - som tidligere havde haft deres plads i Kronborg eller Frederiksborg (som stadig i dag kan identificeres).

Således kan vi f.eks. finde to store vægmalerier fra denne tid i slotssalen i Vidskølle slot i Skåne, forestillende Christian II og Erik Ejegod.

Begge er oprindelig danske kunstværker af uerstattelig værdi. Egentlig hjemmehørende, så vidt det er mig bekendt, på Kronborg, hvor hvor de »fik ben at gå på« gennem Hedvig Eleonoras omsorg.

I det rige Kronborg lagde hun hånd på et virkeligt kunstværk af enestående art, nemlig Frederik II's tronhimmel. En gobelin, som udførtes af væveren Hans Knieper år 1586. Et kunstværk af enestående art, helt uerstatteligt og måske det fornemste væveriarbejde, som nogen sinde er udført i Norden. Tronhimlen transporteredes til Stockholm lige som alt andet. Nu opbevares den som museumsgenstand på Nationalmuseet i den svenske hovedstad.

I lasten fra Kronborg fandtes også mængder af oliemalerier og andre kunstgenstande og også den fontæne, som hørte til slottet - og kirkeklokken! Den sidste findes endnu i omstøbt form og klinger nu fra Mariakirkens tårn i den svenskehovedstad. Det var sikkert ikke den eneste kirkeklokke, som blev stjålet i Danmark - der findes sikkert flere, om vi begynder at lede.

Den, som i dag slentrer i slotsparken til Drottningholms slot udenfor Stockholm, bliver let slået af den rigdom på statuer og fontæner, som findes dér. For den, som er uindviet, fremtræder de som de kunstværker, de virkelig er, og som sådanne bliver de måske for den uindviede billeder af svensk kunst og svensk kultur. Der findes nemlig ikke noget, som direkte peger på, at de skulle kunne være noget andet. Ingenvéd, at de egentlig erfremmede i deres omgivelser. Ingen tænker heller på, at de har kunnet bortrøves af en skånselsløsbesættelsesmagt fra deres oprindelige pladser ved kongeslottet Frederiksborg på Sjælland eller fra den plyndrede bøhmiske hovedstad Prag.

Så vel på Drottninghohn som på Gripsholm og andre slotte og herresæder genfindes endnu desuden kostbare oliemalerieraf danske konger og dronninger og andre personligheder ligesom begivenheder fra den danske historie. GennemHedvig Eleonoras omsorgpåbegyndtes for øvrigt Drottningholms slot 1662 i dets nuværende skikkelse, for at erstatte de la Gardies Drottningholm somnedbrændteåret før. Dronningen agtede at pynte slottet så vel inden- som udendørs med de stjålne danske nationalskatte.

I Roskilde domkirke fandtes også TING, SOM FANDT DRONNINGENS BEHAG: Genstande, som kan betegnes som nationalskatte, f.eks.i form af unionsdronningenMargrethes kjole ogmegetandet. Skulle nu en dansker ville se sine skatte, som egentlig hører hjemme i domkirken i Roskilde, må han eller hun finde sig i at rejse til domkirken i Upsala og se på »sin« ejendom.

I min opremsning for en stund siden nævnte jeg også bøger. Sporene af det forgangne i denne henseende finder man i dag på forskellige steder i Sverige, f.eks.i Universitetsbiblioteket i Upsala og i det Kungl. Bibliotek i Stockholm. Her kan man finde hundredvis middelalderlige håndskrifter - en gang stjålet i deres hjemland Danmark. I det Kungl. Bibliotek opbevares også en enestående dansk oversættelse af Mandevilles rejse, skrevet i Franciskanerklosteret i Næstved 1459, lige som den danske Rimkrønike fra 1490.Stiftsbiblioteketi Linkøping kan prale med den ældste danske tekst til densenmiddelalderlige historie om Griseldis, en megetudbredt middelalderligsaga om den tro hustru,somuforskyldt blev forskudt.

Hvad står da Karl X Gustavs feltherre, greven og rigsråden Gustaf Wrangel, for i den svenske historie?

Ja, i hvert fald står der ingenting om, på hvilken måde eller med hvilke midler, han indrettede sin nye slotsbolig Skokloster, som opførtes under årene 1654-79. Sandheden er dog den, at den pragtlystne og i økonomiskhenseende mindre nøjeregnende Wrangel lod indrette størstedelen af sin herre mandsbolig med i Danmark stjålne kostbarheder som møbler, vævede tapeter, uhørte mængder af kunstværker og kunstgenstande, våbensamlinger og bøger.

Hovedparten af det, som i dag fremvises af stolte svenskereidetteslot , har ikke nogen som helst svensk kunst- eller sløjd- ellerhåndværkstradition bag sig. Den eneste tradition som bør kunne påberékabes er at genstandene erbortrevetfralande under fuldkomment militærdiktatur. Bogstavelig talt er Skokloster fyldt op til skorstene med legaliseret tyvegods. Når det f.eks. drejer sig om historiske våben, kan man sige, at rigdommen på gamle danske våben er så stor, at slottet ved siden af livrustkammeret i Stockholm måskeovenikøbet har hovedparten af de ældre våben, som i dag er kendt i Danmark. Den anden del opbevares stort set på Tøjhusmuseet i København. Wrangel må nok i denne henseende anses for at være den blandt svenskerne, som har haft den største samlermani.

Men der fandtes andre af lige god kaliber. I besættelseshærens ledelse fandtes også Magnus Gabriel de la Gardie. Han var fortrinsvis mest interesseret i bøger, men dog ikke hvilke som helst bøger. Han havde i forvejen fundet ud af, hvor skattene fandtes, det var kun at hente dem ved den første, den bedste lejlighed! Det ser ud som en tanke - men han var gift med Hedvig EleonorassøsterMaria Euphrosyne! Havde de to damer noget fælles måske?

På det jyske slot Rosenholm lagde de la Gardie beslag på Holger Rosenkrantzs bibliotek. En fornem og dyrebar samling. Der fandtes nogle af Danmarks størstelitteræreskatte, blandt hvilke man kan nævne et håndskrift fra omkr. år 1500 med ridderromaner.
Der fandtes også den ældste afskrift af Henrik Harpestrengs lægebog og en uerstattelig annalsamling Kulturminder, som i dag opbevares på det Kungl. Bibliotek i Stockholm.

De la Gardie havde også andre»boghandlerplaner«, som han dog ikke kunnerealisere, og det kan man i dag takke Københavns heltemodige forsvarere for, da de natten til den 10. februar 1659 tilbageslog det afgørendesvenskestormløb på den danske hovedstad.
Københavns rige biblioteksskatte fandtes med på de la Gardies ønskeseddel, og hvis man fik held til at tage København, ville også de københavnske bogskatte være havnet i Stockholm eller i Uppsala - ligesom alt andet af værdi, som man dengang faldt over, uden særligeomkostninger.

Men der fandtes også andre »samlere«, en af dem var dendanskeoverløber, landsforræderen Corfitz Ulfeldt, som med støtte af det svenske militærs våben og efter personligt samtykke af den svenskekonge under den første krig 1658 fik lov at berøve sit fædreland de vigtigste dele af rigsråd Jørgen Seefeldts store bibliotek. Her fandtes talrigelovhåndskrifter og andre skatte. Det, som da blev tilovers, toges under den anden krig1659. Disse dele havnede da hos den svenske ogsamler, adelsmanden og Sveriges sendebud i Nederlandene, Peter Julius Coyet. Blandt disse samlinger findes f.eks. Roskildebispens jordebog, indeholdende den ældste matrikel for København, ligesomOdensebogen, som stammer fra St. Knuds Kloster i Odense fra omkr. år 1470. Det meste af Coyets Seefeldtssamling opbevares nu i Uppsala Universitetsbibliotek.

Klostereti Ringsted hjemsøgtes også af de svenske skattegravere. Her fandtes nogle virkelige kostbarheder i form af gamle islandskehåndskrifter. Disse findes også til beskuelse i Sverige. Det er egentligejendommeligt, at islændingene ikke har forsøgt at få også disse tilbage til deres ø, når det nu lykkedes dem at få dem tilbage, som stadig fandtes i Danmark.

Blandt andre kendte og værdifulde bogværker, som på denne tid forsvandt fra Danmark, bør også nævnes Valdemar Sejrs jordebog, Jydske Lov mfl. I det hele taget kan man med føje påstå, at alt, som fandtes udenfor Københavns volde, blev undersøgt de to år 1658 og 1659, og så godt som alt, som det gik an at flytte og som havde nogen værdi, forsvandt over Sundet til den svenske magt. Men det var ikke kun herremændene, som stjal alt, hvad de faldt over, det gjorde også den jævne mand i den sejrende hær, men i den henseende var det andre end de danske herremandsboliger, som blev plyndret. Det var det almene folk i Sjællands landbrugsegne, hvor den rige bondekulturs frembringelser havnedei sejrherrernes hænder, hos svenske, tyske og polske soldaterafdelinger. Det, som befolkningen ikke afleverede frivilligt, blev ganske simpelt taget med magt. Satte nogen sig til modværge, blev hævnen i almindelighedfrygtelig. Så stod livet på spil, hus og hjem kunne gå op i luer - men inden man satte fyr på, tog man vare på alt, som havde nogen værdi, endog rudernes blyindfatninger!

Severin Kjær har berettet, at da ufredens år endelig var ovre, så det ud, som om »dødens engel« var gået gennem landet. Dette bevidnes også i tingbøgerne, hvor man også finder talrige beviser på tyveri af heste, køer og får, bohave, køkkentøj, redskaber til bryggeri ogandre erhverv mm.
I løbet af disse år i slutningen af 1650'erne fik man for første gang i det danske moderland at føle, hvad ens landsmænd i Skåne, Halland og Blegind havde måttet udstå i flere århundreder forinden. Her ligesom i Danmark var det i første række den værgeløse civilbefolkning, som måtte udstå de sværeste lidelser.Ejendommeligt forekommer det bagefter, at den danske statsledelse ikke kunne tage forholdsregler til at beskytte sine indbyggere i de østensundske landsdele. Det er dog en anden historie, som måske kan tages op i anden forbindelse.

Denne udplyndringstaktik, som jeg her i meget støre træk har forsøgt at eksemplificere med nogle få eksempler, var ikke noget nyt. Tværtimod var det et mønster, søm man genkender fra de af svenskerne hærtagne baltiske lande, og som man genkender fra svenskernes hærgninger i Tyskland under 30 årskrigen og fra de forskellige krige i Polen.

Især 30 årskrigen berigede »svenskeme og deres høvdinge« i meget høj grad. Det får vi jo visselig ikke lov at læse om i den svenskehistorieskrivning, men oplysninger om dette findes alligevel altid et eller andet sted. Vi véd f.eks., at Gustav II Adolf, »den store«(?),plyndrede MünchenogWürzburg for enormt rige kunstskatte. En del af dette, måske det meste, forsvandt ad hemmelige kanaler med den flygtende dronning Kristina til Rom.

Man bør heller ikke glemme de enorme kunstskatte og kostbarheder,svenskerne faldt over ved plyndringen af kejser Rudolf II's skatkammer på Hradschin i Prag. Dronning Kristina havde før plyndringen bedt sinfætterpfalzgreven Karl Gustav (Karl X Gustav) få fat i Prags kunstskatte! Hun talte endog om at udvide slottet i Stockholm, for at hun kunne få plads til alt det, der ventedes ! Ikke mindre end 570 dyrebare oliemalerier, hvoraf mange uerstattelige nationalklenodier,havnede gennem den skånselsløse plyndring i Stockholm og efterhånden med dronning Kristina i hendesvilla Palazzo Corsini i Rom.

Herfra fik man også hundredvis af værdifulde gobeliner, for ikke at tale om den støre møntsamling, som blev resultatet af GustavII Adolfs plyndring i München og Karl Gustavs plyndring i Pragosv.Der findes således oplysninger om, hvad der skete og hvad der blev taget under skalkeskjul af »krigsbytte«. Sandheden er imidlertid mere brutal end hvad der kan gengives indenfordenneramme. Vi véd, at alt transporteredes læssevis fra Tyskland og Bøhmen gennem Nordtyskland til Østersøkysten for videre befordring til det kulturfattige svenske land i nord.

Karl Gustav fortsatte sit plyndringsværk de første år af 1650' erne i Polen. Den polske forfatter Sienkiewiez har skildret, hvad der skete, i sin bog »Syndfloden«.
Dengang veg svenskerne end ikke tilbage for også at åbne ligkisterne i Krakows kongegrave og rive smykker og prydelser af de døde konger. Det rakte dog ikke med det, man plyndrede også kisternes ydre, alt af værdi røg med, det kan hvem som helst stadig i dag forvisse sig om ved et besøg i kirken. Udsmykningen og alt det andet opbevares stadig i Stockholm eller på Skokloster.I Warszawa nedbrød marmorpiller og andre dyrebarestengenstandefor videre befordring til nybyggedeherremandsboliger i Sverige.
Den svenske konge Karl X Gustav var kendt for sin grådighed, og hans generaler af den svenske højadel var ikke bedre. I den forbindelse bør man erindre navne som Vittenberg - måske den værste af alle, men man bør ikke glemmerigskansleren Oxen­stierna, generalerne Wrangel, Horn, Erskine, Levenhaupt, de la Gardie mfl.
Sienkiewiez siger, at svenskerne hellere ofrede livet end deres bytte! Han mener også, at dette fattige plyndringsfolk ikke fandt sin lige i hele verden, hvad angår deres rov begær. I det rige Polen steg det til sit højdepunkt. Det var således i den retningprøvedemænd, som nogle årsenere faldt over det kulturrige Danmark på præcis samme måde som den, man havde praktiseret i Polen og andre steder.

For nu at gå over til en afslutning, vil jeg på ny betone, at de eksempler, jeg har nævnt, blot er antydninger og brudstykker af det samledebillede omkring disse spørgsmål.
Vi må hjælpes ad på en eller anden måde, hver enkelt på sin vis, for at samle så mange brikker sammen som muligt, for på den måde at kortlægge hvad der er sket, og med det argument forsøge at udrede, hvad der egentlig er lovligt »krigsbytte« ifølge sædvanligefolkeretslige regler. Det, som da falder udenfor denne begrænsning bør ubetinget tilbagegives til oprindelseslandet.Øvrigt såkaldt legalt krigsbytte bør også tilbagegives i de tilfælde,byttet kan betegnes somnational- klenodier eller af anden grund har særlig værdi for oprindelseslandet. Nogen erstatning bør der aldrig blive tale om, i det mindste i normale tilfælde.

For disse spørgsmål bør man skabe opinion gennem information om den virkelighed, som engang fandtes. Hvem skal da komme med initiativet ? Ja, efter min mening bør det ganske selvfølgeligt komme an på ideelle foreninger af den type, som Dansk-Skaansk Foreninger. Gennem et sådant arbejdsprogram får man også gjort foreningen kendt for et meget større antal i Danmark og i Skåneland, og det kan dernæst gavne foreningsvirksomhedeni almindelighed og især de mål, foreningen i øvrigt har.

Jeg véd, at der har været forsøg i denne retning, f.eks. at få betydningsfulde nationalklenodier tilbage, men som alle véd har det ikke ført til noget, muligvis beroende på, at man ikke har valgt den rette strategi eller taktik.

Jeg har selv gennem et par breve til den svenske regering stillet sagen på spidsen med tanke på Frederik II' s tronhimmel, godset fra Roskilde domkirke og det gamle bøddelsværd fra Helsingør. Efter etbrev og en påmindelse og efter en vis venten fik jeg i maj måned i år svar fraStatensKulturråd. Dér fik jeg rede på, at spørgsmål af denne art for nærværende behandledes af en arbejdsgruppe, som er nedsat af Svenska Unescorådet. Arbejdsgruppen skal i løbet af 1976 give et principielt forslag til, hvordan staten skal stille sig til disse spørgsmål. Siden Kulturrådet har fået forslaget, agter det at udtale sig om mine andragender om tilbagegivelse af, hvad jeg bar nævnt i særlig udtalelse til regeringen.

Jeg har været på Kronborg, hvor jeg har set de stadigtommesale og den spartanske indretning i det udplyndrede slot. Jeg kan ikke finde dette andet end beklemmende, især da jeg véd, at meget af det, som engang fandtes her, nu findes andre steder i Sverige, hvor de overhovedet ikke hører hjemme. Jeg synes, det er lige så beklemmende, at man fra dansk side ikke har taget disse spørgsmål op for alvor. MAN KUNNE VEL I DET MINDSTE HAVE GJORT SÅ MEGET; SOM MAN HAR GJORT PÅ DE POLSKE KULTURPLADSER; SOM VAR UDSAT FOR (SVENSKERNES) PLYNDRINGER. Dér har man nøje forsynet alle tomme og gabende huller med etiketter, som fortæller, at det eller det blev taget af svenskerne dengang og dengang og at det nu opbevares på f.eks. Skokloster, Drottningholm eller hvor det nu kan være. Også de polske museumsguider er omhyggelige med denne type af informationer. Men ikke i Danmark, dér lader man som om, der ikke er sket noget egentlig forfærdeligt i disse gamle og for folket ualmindelig plagsomme tider.

Jeg er så fremme ved slutningen, jeg håber, at I har kunnet forstå i det mindste noget af min skånsk-blegindske dialekt. Måske ville I have forstået mig bedre, hvis jeg havde talt med den rigtig gamle dialekt, som endnu findes i Gønges ogVillands herreders gamle kulturegne.

Jeg vil takke Jer alle, ingen nævnt og ingen glemt, men måske især Arne Vestergaard, med hvem jeg nu og da har en del kontakt.

Uno Röndahl