Skaane med Halland og Blekinge
Fra Thorkild Gravlunds Sysselbogen (1932)

I vor rette gamle Sysselbog, i Kong Valdemars Jordebog, staar Skaane uden Sysler, kun herredsdelt. Nogen anden Deling nævnes ikke. Men ligesom vi har et gammelt nordsjællandsk Treherred, synes Skaanes Herreder i Jordebogen at følges ad tre og tre. 
Paa den nørre Strand yder Sønder Asbo, Rønnebjærg og Lugude Herreder seks Nætters Kongegæstning tilsammen og noget Midsommergæld. – Bara, Torna og Harjager Herreder yder fire Nætter og Midsommergæld. 
    Oksie, Skyts, Vemmehøj og Ljunits Herreder bliver fire, det er Sletten, det fede Skaane mellem Malmø og Ystad. Der yder Oksie 2 Nætter Gæstning, Skyts og Vemmehøj tolv og halvtreds Mark Sølv. Ljunits – med seks Sogne – er saa lidet at det gaar helt fri, og Sletten bliver kun til tre Skatteherreder. 
    Herrestad, Ingelstad og Jerrestad Herreder er Skaanes Sydøsthjørne og yder to Nætter, fire Nætter og fire Nætters Kongsgilde – det bliver vist mere end den gode Slettes i Vester. 
    Albo, Villands og Gærds Herreder, Østkysten giver ikke Gilde, men to Gange fyrre og en Gang halvfjerds Mark Sølv. 
    Indlandske er Gønge og Asbo Herreder, de yder hver fire Nætter og Bjære ved Veststranden nogle Mark Korn og noget mere. 
    Ligesaa Indlandsherrederne: Frosta og Färs, hver fire Nætters Gæstning og Onsjø tolv Mark Sølv. 
    Det synes at vise syv Storbygder i Skaane – mod fjorten Sysler i Nørre- og Sønderjylland, men intet jeg ved tyder paa, at Skaane havde Sysseldeling som Nørrejylland. 
    I Folkemunde er der et Nørre- og et Sønderskaane, de kunde maaske skilles efter Kongelev, saaledes at Nørreskaane bliver Landet hvor Kongelev ikke fandtes: det er Nørre Asbo Herred og Gønge Herreder og Bjære Herred. Onsjø, Bara, Harjager, Ljunits og Herrestad var ogsaa uden Kongelev, men de ligger ikke samlede. Nørreskaane vil da blive det Land, der samlet ligger norden for Middelherredet Frosta, som er bygget om Ringsjøen, og udenom Frosta og Færs ligger de skaanske Herreders Ring. Hele denne Ringbygning viser et mærkeligt ensbygget Land og faststyret Land. 
    Skaane er herredsbygget lignende Fyn og Sjælland. Midtherredet Frosta svarer til Odense og Ringsted Herreder. Men Halland og Blekinge har tværskaarne Grændser som flest i Jylland, hvor Herrederne gaar tværs paa Syslet. 
    Hele Blekinge laa i Kongelev. Jordebogen nævner hertil: alle Jorder og Skove og det der ligger til dem og som Kongen havde til de blev afhændede. Det synes som Kongen egenmægtig har gjort Rigets Arvejord til Købejord, maaske for at faa Tag i de voksende Byer. Der nævnes Løsen Sogn i Østreherred, Rotneby og Vambåsa i Medelsta Herred, begge med Tilliggende, Hoby med Tilliggende og Mørum med Laksefiske. Desuden var der Kongelev i Lister Bygden, der grændser op til Skaane og i det nærmeste Skaaneherred: Villands, som dermed er udenfor det kongelevsløse Nørreskaane. Ligeledes ligger der mange boede og uboede Øer om Blekinge i Kongelev. Maaske kan Øerne i det ørige Villands Herred ogsaa tages med dertil. 
    Halland har en særlig Stilling i Jordebogen. Kun her holdes Mandtal over Bønderne gennem Herrederne. I Fjære 1711 Bønder, i Viskerdal 513, Himle Herred 15oo, Favraas 84 (Fæstebønder nyligt blevet Kongens?). Aarestad Herred har intet Folketal. Halmstad Herred 726, Tønnersø 1020, Høks Herred 1120. Det er 6,674 Bønder, som er i Kongens Leding, delt mellem 18 Skibsreder, der har 534 Havne. Saamange Mand som der er Havne maa de aarligt stille i Leding. 
    Skatskylden er mærkelig. Naar Kongen kommer yder hver Bonde en Høne eller to Bønder en Gaas og alle tilsammen 3 Mark til at købe Fisk for i Fjære og i Himle Herred. Endvidere yder Hallænderne Salt, Byg, Vadmel, Korn, Honning, Havre, Malt, Okser, Svin, Faar, Smør og Ost og dertil ialt 708 Mark Sølv, foruden hvad der gives i Sagefald (Rettergangsbøder) og i Kværsæde (Ledingsfri). Af Sagefald er der fra Fjære, Viskerdal og Himle givet Okser 40, 18 og 38. Favraas, Aarestad, en Del af Halmstad, Tønnersø og Høks Herreder har givet Mark Sølv 16, 15, 10, 16 og 20.
    De første tre, dem der bøder levende Fæ, yder deres Skyld som til Kongegæstning, uden at denne nævnes. De andre fem yder Vaarstud og Vinterstud: Tilskud til Kongen Vinter og Vaar. 
    Favraas yder i Vinterstud Byg og Havre, i Vaarstud Havre, Smør og Ost. 
    Aarstad Byg og Havre. Vaarstud Havre, Smør. 
    Halmstad Havre i Vinterstud og i Vaarstud. 
    Tønnersø Havre i Vinterstud og i Vaarstud. 
    Høks Herred 25 Mark Vinterstud, 9 M. Vaarstud. 
    Hallænderne har været fredelige Folk og gode Skatteydere. Der har næsten ikke været det Kongen ikke kunde faa af dem. I meget tidlig Tid gives Landet ogsaa til Len for Kongebørn, Halland faar en Greve – uden Grund – Slesvig en Hertug, der skulde være Rigets Grændsejarl. En særlig Grund var maaske den, at baade Hallændere og Slesvigere var meget fredsommelige Folkefærd, som helst tog mod hvad man gav dem. Skaaninger og Jyder var det ikke saa lige at komme tilrette med. 
    Blekinge høres der mærkelig lidet om i vor Historie, og Jordebogen ved næppe ret, hvad her er Bygd og hvad Ubygd, men saameget mere gøres der ud af Halland. 
    Som i ingen anden Del af Riget gennemgaar Jordebogen Hallands Grændser til Sverige. 
    Landemærket gaar ud fra Stamsund i Skærgaarden ved Gøteborg og tages Sted for Sted. I Fjære, i Klæuæras, i Klyuær, i Hæstasknap, i Tutiærn, i Wambasten, i Gnipa – o. s. v. Landemærker for Herrederne: Viskerdal, Himle, Favraas og ned til Høks. 
    I Favraas Herred er Danaege, Danasjø og Danabæk Grændser til Sverige, og ved Søen laa Danasten, en stor Sten med tre andre, i Grændsen, hvor den bøjer sig mest ind i Sverige. Andre Stenmærker er Holmstene og Harasten i Tønnersjø Herred. 
    Kongerne i Danmark, Norge og Sverige mødte her til Grændsestævne. 
    1254 er Kong Kristoffer her for at faa Ret til sin Jord. Da tilskøder Enken Gundbiør Kongen sin Hovedlod 8 Skilling Jord med et Tolvmandsvidne, og et andet Tolvmandsvidne dømmer Øen Særæø til Kongen. Flere af Vidnerne har Navnet Dan, og Dansun. 
    Nogle Bønder har taget en Skov, der er Kongens, og Karl Svænke har taget en Ø. Men denne og flere andre dømmes at tilhøre Danmarks Konge. Kan man læse noget mere ud af disse Navneremser er det, at Hallænderne fra Enken Gunbiør – mon ikke hun giver Kongen Jord, som andre giver Kirken – er Dankongen god. 
    – Disse Grændsedragninger skal folkeligt gøres til en Ældgammel Sag, og er det vel ogsaa, selv om det ældste Vidne, en Pavebulle fra 954, ikke er helt at lide paa. Den mælder, siges der efter et gammelt Runeskrift, at Svenskekongen Asmund Slemme og Danskekongen Svend Tveskæg mødtes med Norgeskongen paa Danholm i Gøteborg Skærgaard og derfra satte Raa og Rister – Skelmærker mellem Landene. Tolv gode Mænd fra Landene var med dem og satte seks Stenmærker – og derfra toges Landemærker. De tolv var Takalde Totte af Tiundaland, Botild af Fjædrundaland, Bolvither af Helsingaland, Grimolde af Østergøtland, Torsten af Vestergøtland, Grimold Nannir af Sødermannaland, Gasse Rabbesøn af Vestmannaland, Dan af Skaane, Grimulv af Halland, Gunkild af Sjælland, Ubbe af Fyn, Tokke Totesøn af Jylland.
    Mærkeligt er at her nævnes syv fra Sverige, kun fem fra Danmark, de maa jo være seks fra hver Side for at sætte de seks Stene. 
    Den første Sten satte de i Snyturvæsi (en Aas), den anden i Danebæk, efter følger Kirkesten og Vraksnæs (Vættern), femte Hvide Sten, sjette Brimsesten, der staar mellem Bleking og Møre. Saa langt naaede de ud fra Danholmen. Og den Holm skiftede de i tre Lodder, en Lod til hver Konge. Her viste Kongerne hinanden stor Hæder, men der mældes skelligt, om at Norgeskongen holdt Dankongens Hest ved Bidslet og Svenskekongen holdt Stigbøjlen – eller Dankongen holdt Svenskekongens Bidsel og Norskekongen Stigbøjlen¹. Muligt er dette ikke en Hæder de viser, men en Ed de sværger hinanden sammen med Vidnet ved Købet, Norskekongen. Saaledes skal i Danerloven, Eriks sjællandske Lov, en bortløben Hest vidnes til Fjermand ved at den ene Mand lægger sin Haand over Hestens Hals, og den anden tager Haanden, og de sværger: Bede sig saa Gud hjælpe og huld vorde, om han er rette Ejer – og: Bede sig saa Gud hjælpe som han svor Rettens Ed uden Men²).– Noget lignende sværger disse Konger over Hesten der skal ride Landeridtet fra Landemærke til Landemærke mellem Sverige og Danmark. 
    Disse Grændseegne maa vel tænkes at staa som Kongelev. Derimod er der af Kongeeje næsten ingenting i Skaane, Halland og Blekinge. Maaske hænger det noget sammen med at Kongen her har saa rigeligt med Gæsteskyld. 
    Skaane giver aarligt Kongen med Følge 34 Dages Gilde. Halland giver 14.
    I det øvrige Danmark kan kun Fyn med Øerne jævnstilles med 18. 
    Thy yder 7½ Døgns Gæsting. 
    Nørrejylland fra Limfjorden kun 3 Døgn. 
    Sønderjylland, Danevirke 6 Døgn og ligeledes Sjælland 6 Døgn. 
    Som Kongelev nævner Jordebogen for hele Jylland fra Skagen til Ejder 30 Stednavne. Fyn med Als og Ærø, Lolland og Falster har 18, Sjælland 34. Skaane 24, Halland 9, Blekinge – alt det der ikke er afhændet. 
    – Hvormeget Jord kan der paa Jordebogens Tid have henligget i Kongelev? Det er næppe muligt at gøre op, men her maa mærkes, at kun et Sted i Jylland er Kongelevet noget større Jordeje: Varde med Tilliggende. Paa Fyn er Hindsgavl og Hindsholm noget mere end en Gaard eller Landsby. 
    Sjælland har store Kongelev i Ørvit, Esbønderup Skove, hvoraf flere Byer er komne. Søborg med Tilliggende. Græsted og Maarum Skove. Gribskov med Tilliggende. Edvintorp (?) med Tilliggende. Seles Ore (?). Slangerup, Hals, Lyngby, Brøndby(øster, vester), Roskilde, Hagested, Stiftsbjergby, Anxyøtorp (?), Karrebæk, Store Heddinge, alle med Tilliggende. Dertil Skiby med Hornsherreds Skov og Vordingborg med Stensved Skov og de Byer der er komne af den. Det bliver hvertfald 2o store Kongelev udaf de 34. 
    Skaane har maaske ikke mere end 7 store ud af de 24. Men desuden her som i Blekinge: alle Øer som kaldes Alminding og Byer komne heraf som ikke er afhændede: efter gode Mænds Vidnesbyrd. Skaaningerne vidner gladelig Kongelev. 
    Her kan kun blive Tale om Sammenligning mellem Sjælland og Skaane, og Tallene vil næppe blive afgørende, fordi Sjællands Kongelev Tilliggende mest er i Nordsjællands Skove. 
    Muligt er de skaanske Kongelev ligesom den skaanske Gæsteskat størst i Riget. Derfor har Kongen ingen Ejendomsjord derovre. Skaanske Lov siger, at naar Kongen er i Land, maa der ikke kæmpes. Da er der Gudsfred. Men den ældgamle Tanke, at Kongen træder i Land som en Gud, kræver at han ikke boer der fast som en Bonde, og ikke ejer Jord. Kanske har Kongen gjort Krav paa Jordeje. – Der staar at Abbed Jon i Øvit, Færs Herred, købte 2 Mark Guld Jord i Garstange, og Grændserne opgives. Hvad der ligger udenfor dem skal være Kongelev efter Bove Ingesøns alvorlige Vidne. Men Garstang i Frosta Herred nævnes Kongelev. Det er da næppe Kongens Arvejord, men Rigets Arvejord, der med Kongens Vilje overgives til Kirken. Bove Ingesøn gaar med til det – og dette gøres der stort Ord af, hans alvorlige Udsagn – for ligesaa villige Skaaningerne har været til at give Kongelev – ligesaa karrige synes de at stille sig overfor Købejord til Kongen. 
    Skaaningerne i Jordebogen synes at sige. Det skal ikke være Kongen til Nytte at eje Jord, for her staar hele Landet rede for Kongen, naar han træder i Land. 
    – Men der er et Sted, hvor han ikke maa lande, naar han vil komme med Held, og det er ved Landskrona. Sakse mælder om denne gamle Overtro, at Kongen, som landede her, levede ikke Aaret ud. Erik Lam vovede det ikke, skønt hans Mænd tabte en Kamp derved. Og Valdemar Sejr gik ogsaa udenom Landöre³. 
    I Aarene før Jordebogen blev sammenskrevet, 1231, var der Oprør i Skaane. Det Skaaningerne især havde imod var, at Kongen satte sjællandske Gældkærer, Skattefogeder, ind i Skaane. Det er ikke Kongen og ejheller Sjællænderne, Skaaningerne vil fries for – de fulgte ellers troligt Absalon – men dette, at Kongen kommer som en skattekrævende Jorddrot, naar han skulde komme som en Gud, hvortil der offres fire Døgns Gilde af Herredet. Kongen kuede Oprøret. I Jordebogen ses da, at Skaanes Gæstedøgn kan afløses ved Sølv, meget uens. 
    Frosta Herreds 4 Gæstedøgn kan afløses med 40 Mark Sølv, Færs 4 med 50 M. Bara 4 – 80 M. Herrestad 2 – 30 M. Ingelstad 4 – 40 M. Jerrestad 4 – 80 M. (i Fogedafgift). Ingelstad 4 – 40 M. Gønge 4 eller 50 Mark og noget mere i Penninge, Øksne og Honning. N. Asbo 4 – 40 M. Kun Oksie Herreds 2 Døgns Gæsting har ingen Afløsning. En Nats Gæsting vil herefter kunne værdsættes fra 10-20 Mark. Middeltallet er 15 Mark, en Mandebod efter den Tids Tingret.
    Det blev maaske Følgen af Oprøret, at Kongen nu kan kræve Sølv for de Gæstedøgn, han ikke modtager. Men Skaaningerne vil modtage Kongen og ikke hans Skattekrævere. 
    Kongen er tryg i Skaane. Da Svend Grate ikke kan være andre Steder maa han drage til Skaane. 
    Skaaningerne deler gladeligt deres Mad med Rigets Folk paa Vendertog.
    Da det saa værst ud for Kongen i Borgerkrig – Svend Grate – skød Skaaningerne Fødevarer sammen til ham, saa han ikke skulde opgive Kampen⁴. 
    Altid stod de Dankongen rede med Kost og Kræfter – naar han kom til dem som Drot og ikke som Lensherre. For Skaaneland var ikke et Len – hverken for Hertug eller Greve. 
    – – Det hænder man synes at møde det samme Sind endnu – omend paa anden Maade. 
    Skaaningen kan være mærkelig gavmild og karrig i det samme. Vil give rigt og holde haardt igen paa sin runde Haand.
    Kan noget gøre en Skaaning saa vred som det at blive krævet ublueligt? 
    Jyden vil søge at tinge sig frem – Sjællænderen vil gaa sin Vej eller lade som det ikke kan være andet – men Skaaningen gad slaa den Karl ihjæl, som gaar ham for nær. Han kan maaske med nogen Ro se at han bliver snydt, men ikke lade sig kræve for mere end hvad Ret er.
    En gammel Skaaning paa Sjælland vilde over at gæste sin Hjemegn, men da han hørte at Visum kostede tyve Kroner, opgav han det. – Tror De jeg vil gi tyve svenske Kroner for at komme ind i mit Fædreland! – Han var rig og redelig, men han taalte ikke det Krav, der syntes ham ublu. Var Kongen – Riget – i Nød, skulde han næppe nægte et Tusind, men han gør Oprør, hvor han kan det, for tyve Kroners Skat.
    Det er den historiske Skaaning.
    Kong Rørik Slyngebaand, som Sakse fortæller, kastede et seksringet Armbaand til en af sine Kæmper, saa det faldt i Vandet, er i en Sagnkrønike Konge over Skaane med Øerne Møen, Ærø, Taasinge, Falster og Lolland, mens der var andre Konger i Sjælland og Jylland^5.    Saameget sandt er der i det, at Røriks Uheld skulde være det værste en Skaaning kan komme ud for: at give og spilde, det nødigst han vilde.
    Saa er Krigersind. 
    Hvor der handles der spildes, siger Købmanden. Med større Ret kunde Krigeren sige det – men han siger det ikke. Det er hans Livstro, at Offeret er ikke spildt – men er det, rammes han haardest.
    – Hvem skulde nu tænke, at fredsommelige Bønder i Sjælland og Skaane var førende Folk, dengang Danmark førte Krig. Da Kongen i 1184 holdt Rigsting paa Samsø, kærede Sjællændere og Skaaninger over, at der ikke blev budt Leding som før. De var vant fra Kong Valdemars Tid til at færdes i Kamp, nu laa de og muldnede hen. For at føje dem blev der saa vedtaget Orlog mod Estland – hvor de nogle Aar senere skulde hente Danebrog⁶. 
    De fulgtes i Leding og i Orlog i mange hundred Aar, til det kom over dem, at de syntes alt var spildt, og da sank Krigersindet. Var det godt, faar dertil føjes: aldrig noget saa galt det er godt for noget. 
    Men hvorlænge varede det, før de blev helt tæmmede – og om det holder kan man aldrig vide for vist, med den Fortid. Noget minder om Krigeren endnu. Lidt Hugaf sidder der tilbage i dem.
    Det er jo hellerikke længe siden Skaanebønderne havde en Krigskarl boende hjemme i Gaarden. Endnu ses i gamle Skaanegaarde Rytterens Stue i Enden af Stuelængen. Her hængte Rytterens Vaaben og Sadel, og her boede han, naar han ikke var i Hæren. Nu er der Karlekammer. – Sidste Gang Rytteren skulde ud, var han saa fuld, at de næsten ikke kunde stable ham paa Benene, fortalte en gammel Bonde i Skytts Herred. Men før det kom saavidt, var Rytterhestene taget fra Gaardene, kun Vaabnene hængte dær. Hjemhæren i Forfald og Rytteren fuld. Bonden selv flunkende ny – i Fremskridt. 
    Jeg mindes en god, rig Skaanegaard, hvor der ikke var andet gammelt at se end en Navneklud paa Væggen – og af gammel Skik: de skaanske »Speddekagorna« paa Bordet. Ellers alt nyt, fremskredet. Hestene belgiske, Bonden Skaaning. 
    Sjællænderen kommer ikke saalangt fra sin Fortid. 
    Det ses, at Skaaningen har mistet Arv. 
    Den gamle Kirke syntes ikke at være helt tidssvarende. Saa byggede man en ny. Der var Raad til det. Men Tanken vilde paa Sjælland være utænkelig. Meget kan tænkes, men at bygge Kirke saalænge den gamle staar, lod sig ikke gøre i det nuværende Danmark – uden paa Bornholm, hvor der ogsaa er gaaet frem paa svensk. Bornholm hører jo til Skaane, selvom det som en uvidende svensk Avis engang skrev, nu vil røsta for Danmark. 
    Skaaningerne har mistet en Del af det der var og har sunget Visen: om hundred Aar er alting glemt – men ett mister de aldrig: deres gamle Landsinddeling. 
    Sjællænderen kan glemme, hvilket Herred han hører til, men Skaaningen maatte miste alt sit Vid før sligt hændte. 
    Der løber ikke en laset Dreng paa Gaden, han ved i hvad Herred han er. Jeg har min Glæde af at trættes med ham om det. Han giver sig ikke. 
    Det er Skaanske Lov. 
    Her træder Skaaningen atter frem som den lovkyndige. Ja, maaske som den der først skabte Folkelov i Norden. Vi kender Skaanske Lov som den ældste. Meget i de sjællandske Love er vel mindst lige saa gammelt, men Sjællænderne havde altid Kongen at følge. For dem blev Loven ikke det samme som for Skaaningen, der med Loven skulde modtage Kongen og give ham Landefred, naar han steg ind i Skaane. 
    Ihvad i Verden sker, tænker jeg, Skaanes Herreder vil hævde sig. Der er noget, som hedder Herredsret, det rummer mere end Jurisdiktion. 
    Paa Veberød Kirkegaard staar en mægtig, firsidet, grovt hugget Sten med Indskrift:

Häradsdomaren OLA NILSSON 1839-1923 Torna och Bara Häradsrät reste Varden.

    Paa den anden Side Sundet rejser Ramsø og Tune Herreder ikke Minde over Dommer cand. jur. N. N. af 19de Dommerkreds – for vel er der Herreder, men ingen Herredsret, ingen folkelig Samhu med Tingstedet. 
    Paa Hammarløf Kirkegaard i Skytts Herred staar en brun, sleben Sten over Bonden Niels Nilsson, han var en af de ikke faa Skaanebønder, der tænker paa mere end Dagen i Dag – og har Raad dertil. Hans Valgsprog var: »Den der inte resar og inte lesar, han vet inte noget.« Og man skal vide noget. Derfor rejste Niels Nilsson meget. Jævn og nøjsom i Væremaade færdedes han vidt om, naaede ogsaa Paris – holdt især meget af Kongens By, København. Han tingede sin Gravsten derovre, og Gravstenen fik han – men senere fik han at vide, at Københavnerne havde indført den fra Sverig – af gode Grunde ikke faaet den paa Sjælland. – Det var Niels Nilsson ikke glad ved, siger man. 
    Han var »god Svensker« – för al del – men han var først Skaaning og kendte sig knyttet til Kongens By, og herfra skulde hans Gravsten komme. For havde han Liv sammen med Svensken, saa har han Død sammen med Dansken, saalangt Slægtsarv naar. Det var det han vidste. 
    Flere ved det. – Der skulde bygges en Bro over Sundet, og saa skulde København være Skaaningernes Hovedstad! har jeg hørt derovre. – 
    Rigsdagsmand i Stockholm, nej det er for langt borte – havde det været i København! 
    Det kan siges, fordi der i Skaane ikke er Tale om at »røsta« som i Slesvig. Og end mindre er der i Danmark Tanke om at indbyde dertil. 
    Skaane har været dansk, det ses og kendes for hvert Skridt man tager i Landet. Sammenhængen lever end. 
    At søge Sammenhæng er at gaa i sit lovlige Ærinde. 
    Lad være at Skaaninger raaber Hurra med Danskerne tre Gange gentaget, Svenskerne fire Gange. Det kan de ha lært i København. Der er de Natten mellem Fredag og Tirsdag siger Svenskerne. Endmere har de deres særlige Højtidsdage i Kongens By. 
    5000 Svenske har været ovre i Dag, mælder Radioen 25. Marts. 
    8000 Brødre från hinsidan var i Søndags i Helsingør. Paa tre Dage før Jul førtes 2ooo Liter Sprut gennem Tolden, skriver Bladene 1916. Der kom Folk helt fra Halmstad, Halland. 
    Nordsjællænderne tog for nogle Aar siden til Marked i Helsingborg – og det var ilde set, om Gadedrenge i Helsingør gjorde Løjer med Folk fra Skaane. 
    Skaaninger og Danske æder Grød sammen, det kender Svenskerne ikke meget til. Og Søfolk hilser Skaaningen: Din Skaanings Grødbot. 
    Glæd dig du Skaaning, i Morgen ska du æde Grød, synges i Folkedans. 
    – Hurra, Skaal og Grød har vi da sammen. 
    Hvad mere? – Man skal ikke bilde sig ind, at Skaaninger og Sjællændere er »som to røde Køer«. Skal det være med Køerne, er Skaaningernes brogede ligesom Jydernes, og uden deslige kan det hænde, at Skaaningen minder mer om Jyden end om Sjællænderen. 
    At søge Sammenhæng er at gaa i sit lovlige Ærinde – at se Forskel er at faa Ærindet udrettet. 
    Jyde og Skaaning vil være dem der gør det rette, og kommer de galt afsted, skal det ingenlunde være deres egen Skyld. Men skal de dømmes, maa det helst være af sig selv. 
    De har hver to Hænder, den ene kan være rund og den anden snæver. 
    Men naar Skaaningen fælder en Dom, følger jyden en Tro, givende sig hen i en Vilje, der gør Støvet til et med Skaberen. 
    Giver Skaaningen sig hen – det er ikke let – bliver det vist i Dans, i Spil. 
    »De kan spille mig til Verdens Ende paa en Fiolin,« sa en gammel Enke. 
    I Folkedanse har vel ingen stærkere Spil end Skaaningen. Det er brydende, bydende, fejrende og fejende Dans – jeg ved ikke hvorhen, men til Verdens Ende ihvertfald. Langt fra den blide, glidende jyske Sangleg og langtfra ens med den glade, samlende Kalden i den sjællandske Dans. 
    Men efter Dansen kan de mødes i sejt Slid, Jyden og Skaaningen:
    »Der kommer en Dag i Morgen, og hele næste Vecka den er urørt.« 
    Paa Sjælland siges: Vi har hele Livet at ta av! – Det er henkastet Skæmt, men i Skaansk er Ordsprogsalvor. 
    Var det nu Avten og Morgen igen, vi ku komme op og bestille noget, siger Jyden for sin Atterdag. Men den dovne kan gøre disse Ord til sine. Skaaningen giver ham ogsaa et venligt Smil: 
    Naar Solen gaar i vesta, er de late de bedsta.
    Hvorfor sku vi hade vort eget Læjeme, siger Sjællænderen. 
    De kan komme overens om at falde til Ro. 
    Jyden er den jævneste i Væremaade, holder mest af at sige Du til Folk man kender. I københavnsk Almue, kaldet lavere Middelstand, kan der være en egen Uvilje mod at sige Du til andre end Forældre og Børn – til Svigerforældre og Svogre, Svigerinder siges De. Det kommer næppe fra øvre Lag,,men slægter muligt fra Skaane. 
    Skaaningen er som Bornholmeren venlig, ikke jævn – holder sig høvisk .... Sjællænderen skal færdes med Folk – fra alle Sider – men jo lettere jo bedre. 
    Den glade Skaaning holder han meget af – ligesom den lustiga Svenskar altid er en kær Bror i København, hvor Svensk lyder saa lifligt, ikke det drævende skaanske, der gaar nær til sjællandsk, og vist ejheller det saakaldet rigsskaanske, der vel er ligesaagodt som vort rigsjyske (i Højskoleforedrag), men det upsvenske, det der klinger. Det er et tungt, alvorligt Sprog, men det vækker i Danske, hvad det har mindst af: Glæde. Desværre kan vi næppe gøre Gengæld. 
    Overfor Skaaningen staar Sjællænderen helt anderledes. De kan jo færdes sammen i Hverdagsdragt og bliver de samme, hvilke Statsskranker der sættes mellem dem. Som med Jyden, saa med Skaaningen: de er hverdagskendt og kedede, selvom de kun mødes om Helligdage. Men saa har hver sit Sving, det er det oplivende. 
    To Husmænd, en Skaaning og en Sjællænder, havde faaet hver en Gris i Sulekarret – fortælles i Nordsjælland. Snart efter bar Sjællænderen Skinkerne til Røgning og mødte paa Hjemvejen Skaaningen, der spurgte hvor han kom fra. Ja, han havde været henne med Skinkerne til Røgning. Skal I itte ha røget Skinkerne? 
    De er røget gennem Røghullet for længe siden! svarede Skaaningen. 
    – Det er en Folkeskæmt, der skal vise, at Skaaningen kan være en slet Husholder, men en Karl der gør Gilde med det han har og kan svare for sig, naar der spørges. 
    Modsat Folkeskæmt almindeligt er dette, naar man kender begge, meget hædrende for Skaaningen. Han har Lov at være stor i Slavet. Og han er det. – – 
    Kongen ene er hans Herre. 
    Det er inte Kongsord det Drotningen sier! har jeg hørt paa skaansk i Kvindemund.
    Strængere vil det lyde hos Mænd – der maaske taler Kongsordet hjemme. Vi har ikke vovet os ved det Ordsprog vesten Øresund – og mon det rækker ind i Smaaland? 
    Skaaningeme er ikke ukendt med Tanken om et Kongeriget Skaane. De leger med den uden at drømme den helt ud. Det hænder de drømmer om Kongeriget Danmark – men det er ikke til at lege med, Drømmen ender brat. De er Svenske, de vil være »gode Svenske«, de kan ikke tænke sig at være skilt fra Sveriges stolte Land – og der er heller aldrig nogen som med et Øjekast har fristet den stolte, ikke helt unge Frue i det andet Giftermaal. Men hvem glemmer sin Ungdoms Vaar i hvidt og rødt? 
    – Udadtil viser Skaane Sveriges Flag, og ikke kan der tales om Svigten her. Indenlands er det blaa og gule, Malmets stærke Skær, kun lidet kendelig i Kornlandet.
    Hvide og røde – eller grønne, næsten aldrig blaa eller gule, skinner Husenes Maling i Solen. 
    Nationaldragterne lyser rødt og hvidt gennem Skaanes Herreder, med hver sine Drag, og fælles i dem alle er Skørdsærken, Pigernes hvide Høstkjole med rød Hætte og Duskebælte. 
    Der fortælles fra de gamle –  Jerrestad Herred –, at Møerne gik med røde Baand flettede i Haaret – men mistede Pigen sin Uskyld og mødte dog med røde Baand, foer de andre Møer over den faldne og rev hende Baandene af.

                »Mindets roser, vita, röda 
                – allt det friskaste som fanns, 
                som jag sett dem, skimra, glöda 
                binder jag som hyllningskrans.«

    – Et lidet Fødselsdagsvers i en Ystadtidning⁷. 
    – Kendeligt er at hvidt og rødt vækker en egen Glæde hos Skaaninger som hos Danske. 
    Enkelte kan tænke derover, de fleste ikke. Saaledes er det med alt af Nationalitet. 
    Det lader sig ikke altid udsige. 
    Naar man ved det og ser det, hviler Sagen i Fred – men naar man ikke vil vide det og ikke vil kende det, kan det give Uro. 
    – Om Skaane er Kongeriget Skaane eller Kongeriget Sverige eller Kongeriget Danmark gælder ikke Liv eller Død for nogen af dem og mindst for Skaane, der altid stander kvar i Midten og med fuldgod Ro lever sit eget historiske Liv, selvom det ikke læres i Skolerne. Anderledes staar Danmark overfor sit sidst tabte Land, Slesvig. Her gælder det Liv og Død, om Dansken gaar frem eller tilbage – ikke særlig i Kamp mod tysk Kultur, der er stærkere i København end i Slesvig, men i historisk Livsvilje, den ingen har kunnet tage fra Skaane, og uden hvilken al dansk Kultur er sammenhængsløs. 
    Naar Skaane hugger Baandet over gaar de hjem og lægger sig, men naar Slesvig svigter Arv rammes Riget. 
    Skaane har altid haft det med at bryde op. De holder af godt Lav, men har ikke altid holdt det lige stærkt. 
    Det kendes saalangt tilbage som da Svend Estridsen kæmpede med Harald Haarderaade 1062. Sakse fortæller, at Skaaninger, Sjællændere og andre Øboer havde lagt sig med deres Flaader ind i Nisaas Munding, i Halland, de bandt alle deres Skibe sammen for at være i een fast Flok – men om Natten brød Skaaningerne Baandene og roede derfra. Hvordan det saa er gaaet til, skal dermed siges, at Skaaningerne var større i Lav end i Flok. 
    De var jo tapre Folk. At svige var ikke deres Færd. Men de var altid stride i Opbrud. 
    Det hændte dengang, og det hændte vel siden, at Skaaninger brød op og sejlede ene. Det hænder den Dag i Dag, at ingen ved hvor Skaaningen lander, ingen i Sveriges eller Danmarks Riger. Men det vides, at Skaaningen før eller siden kommer igen. For Kongeriget Skaane er kun en Drøm, som de ikke bliver i og som aldrig er blevet til mer end Drøm. 
    Skaaningen bryder op. Vort Udvandrersagn er skaansk, Lyscander kvæder i Danske Kongers Slectebog: 

                Ebbe og Aage de hellede fro, 
                siden de for Hunger af Skaane dro ... 
                de nævnte sig Vinnilender jak siga kand, 
                efter Ebbe som kom af Vendelbo Land. 
                Men Aage var en Gøding (Gønge) køn, 
                dog de vare baade en Moders Sønner .....
                De sloge de Longobarder inden deres Land. 
                Der blev ikke levend en eneste Mand, 
                saa lod de sig Longobarder kalde.

    – Vendelboer og Skaaninger, samme Moders Sønner, var første Udvandrerstamme, Folkevandringsfolk, det kan være det sande i Sagnet. 
    – De kan. spænds! siger man om dem der enes godt. 
    Troligt at netop Vendelboer og Skaaninger kunde spænds – de stod i den rette Spænding til hinanden. Men Skaane ligger til Sjælland, og de maatte ogsaa spænds. Saa kommer Folkemindet ihu, at der er to Stammer i Skaane, Gøngerne og Sletteboerne. Og det var Gøngen der spændtes med Vendelboen til Longobarder. Gøngehøvdingen blev siden sjællandsk Folkehelt. Men Sletteboen i Sydskaane var alle Dage Kornbonden ved Siden af Sjællænderen. De to aad Grød sammen. 
    Hjemme var der et farligt Spil mellem Skovboerne i Gøngeherreder og Sletteboerne, der lod sig gøre til Molboer overfor de stride Gønger. Mellem Skovboer og Sletteboer sad Risbidare, dem der boede i det ringere Skovland. »Skoknatta« hed Folk i den støre Skov og Slæboa dem paa Sletten. 
    Slæboen kan ikke undvære Gøngen, de skal købslaa sammen, og Gøngen narrer Slæboen. Engang sælger Gøngen Slæboen et Hesteæg som skal ruges ud i Sengen. Slæboens Kone lider ikke at Manden vil ruge Føl ud. Hun var barnefødt nærmere Gøngegrændsen og ikke helt saa dum som han, hedder det⁹. 
    Der er megen Molboskæmt om de kloge Gønger og de dumme Sletteboer – om Risbidderne er der ikke meget at sige. 
    Paa Vestsiden af Sundet har vi ogsaa tre Folkefærd, der nogenlunde kan sammenlignes med Skaaningernes, selvom der ikke kendes Molboskæmt mellem dem. Her er fra sønder de kloge Stevnsboer, saa kommer Skovboerne, der er Risbiddere, og Hedeboerne, der er Slæboa. Mellem de sidste og de første er Uviljen, de mellemste er taalelige, fattige. Men Stevns er ikke Skovland, og ingen af dem driver mere Handel end de er hardt nødt til. De mødtes paa Køge Marked, og dansede i samme Sal – men Stævnsboen dansede i den ene Ende af Salen og blandede sig ikke med Hedeboer. Skaaningen er, enten han staar som Gønge eller Slettebo, Bonde for sig. 
    Han har sit gode Bylav, ligesom Sjællænderen. 
    Det givne Oldermandsord: »Det var en sat Ret«, en given Sag i Lavet, har jeg hørt i Skaane som paa Sjælland. Fast skal Loven staa hos begge. Men Skaaningen har ikke Sjællænderens Fælleshu. 
    Skaaningen har sit Særsind: altid rede til Opbrud. Ikke som Jyden: ensom i Tro af Sinds Vælde, lønligt draget mod Samspil – Skaaningen er selvsindet, rethavende Lavsmand. Bondeadel. 
    Om en af dem har jeg hørt, at naar det var et Vejr, saa ingen vovede sig i Marken, saa vilde han netop ud at pløje. Han brød op, naar det var farligst. 
    Paa Sjælland skulde han ha været det vi kalder en Halvtosse. Som Skaaning var han vel en gæv Bonde, kun ikke Ligemand. En af hans Døttre blev Herremandsfrue paa Sjælland. 
    I Skaane har jeg staaet paa Bondehøj, der ligger ved en Gaard i Hammarlef, og set over mod Møen. Bondehøj – jeg kender ikke det Navn fra Sjælland – maa være Højen, hvor Bonden, Stamfaderen, hviler. Sagnet om Ættehøjen er glemt, men Navnet er der, Ætten vel ogsaa, omend ikke lige ført. 
    Der er langt over til Møen, og man ser den ikke i alskens Vejr, og der kan være langt mellem Skaaning og Sjællænder, men for Riget stod de ens. Da Svend Tveskæg for anden Gang fanget af Jomsvikingerne skulde løskøbes, solgte han Bønderne sine Skove. Det synes at have været Almindinger, og det var saaledes Kongelev og ikke Kongeeje han gav. Derfor tog Skaaninger og Sjællændere disse Skove som Fællig i Bygderne og delte dem ikke ud, men Jyderne tog Skove til Ætterne, hvor Jorden kunde arveskiftes¹⁰. Sjællændere og Skaaninger tog Rigsskovene i Bygdeværn – Jyderne tog dem i Køb – og derfor maaske er der saa lidet Tilliggende til de jyske Kongelev, da det næppe er eneste Gang, Jyder har draget Rigsjord ind i Ætter, men Ætterne bliver snart til Slægter og til Enkeltbo. 
    Skaaningen var saa storættet, at han ikke drog Rigsjord ind i Arveret – Sjællænderen skiftede ikke Jord, naar han kunde blive fri for det. Jyden købte jorden som var at faa. 
    Naar en Bygd skal særkendes sker det paa Sjælland i en Remse som denne fra Stevns: 

                Gjorslev er en stor Stad 
                  I Holtug har de ingen Mad (megen Mad),
                Klippinge ligger i en Hule
                i Varpelev har de aldrig Mad Smule.

    Det maa være det gamle Kongegæstnings Rim. Kongen kan tage ind i den første By, Staden, han kan faa Føde fra den anden By – eller maaske ikke, men den burde give noget. Den tredje By skal han vare sig for – eller nytte til Nattely: Hulen – i den fjerde er der intet at kræve. 
    Her ser vi fire Bygdefolk træde frem. 
    De storsindede Kongsbønder i Staden – den skyldsatte Ligemandsflok i næste By – Molboerne, de sære Folk i Hulen – og tilsidst dem der maa stride for Livet i yderste Nød og paa yderste Grændse. 
    Vi kunde lægge denne Remse ud i store Bygder, som Folkemindet ikke overskuer. Saa faar vi i Østsjælland: 

               Stævns er den store Stad,
                paa Hedden faar vi megen Mad.
                Skovboerne er i en Hule.
                Hos Kulsvierne aldrig en Smule.

    – Det vil svare til baade Egn og Folkefærd uden Tale om den gode Vilje til at give. 
    Stævns er de storsindede, Hedden de ligesindede, Skovboeme særsindede, Kulsvierne stridsindede. 
    Lad os føre den sjællandske Byremse over Vandet, hvad meget sjældent sker, og lade den gælde Landene i Riget, den vil atter staa sit Maal:

                Skaane er den store Stad, 
                i Sjælland faar de megen Mad. 
                Fyn ligger i en Hule – 
                i Jylland ikke en Smule.  

    – Skaane havde Høvdingsind, de taalte altid Kongen som en Gud, men ikke fremmede Styrere.
    Sjællænderne var stærkest i Ligemandsflok, vovsomme Karle, og godt med Mad.
    Fynboerne havde deres for sig selv – det har de altid. Gaar de videre gavner det ikke altid. 
    I Jylland maatte der strides, for Brød, for Liv – og for hele Riget. 
    Den sjællandske Madremse kan samle dem alle. Den kender dem uden at sige det med stærke Ord, et Smil til hver – og hver sit. 
    – Ved Siden af Skaane ligger to Lande og ude i Havet en Ø, der hører med til dem. 
    »Fra Skaanes Hovedland skyder Halland og Blekinge ud som tvende Grene af en fælles Stamme, der bøjer sig vidt fra hinanden og strækker sig hver til sin Side, dels mod Gøtland og dels mod Norge,« siger Sakse i sin Fortale. 
    Om disse to Grene har Historien ikke særlig meget at mælde. Mest er der om Halland: 

                »De droffue thenum igenem Halliin 
                och ind y Sueriges Riige, 
                the Hellede wore y Hierttit trøst 
                for Ingen wylde the wiighe«¹¹.

     – Der drog Danerne i Kamp mod Svensken – ad Hærvej, gennem Grændselandet Halland, Landet med den længste Landegrændse, som Kongerne engang enedes om imellem sig – saa det ikke var den de stredes om. 
    Grændselandet Halland fik, efter Valdemarstiden en Greve til Styrer, ligesom Slesvig en Hertug – og længe laa Halland i Len. Det lod sig ikke gøre med Skaane, de taalte næppe en sjællandsk Gjældkærer. Man skulde have givet dem en Hertug, det er aldrig vovet af nogen Verdens Magt. Men Slesvig, Halland, Bleking, Lolland gik i Len til galne Kongsunger, som løsnede Land fra Rige. 
    – Det første Sakse mælder fra Halland er at den norske Skjoldmø Rusla kæmper her for at vinde Danmark, men maa fly. 
    Den norske Kong Magnus kom end værre afsted, da han over Halland vil slaa Svensken. Han flyer i Rædsel barbenet og hed derfor Magnus Barfod. 
    Hallænderne var med paa Vendertog og fik stort Tab, da de stod paa Vagt for en Vold ved Arkona og Venderne omgik dem. 
    En anden Gang flyede to hallandske Ædlinge fra Leding, fordi de havde god Vind hjem. Men hjemme stod de bravt i Kampen ved Nisaa – og sammen med Nørreskaaningerne gjorde de Oprør mod Absalon¹². 
    Et Sagn om Kvinderne gaar gennem Hallands Historie. 
    Svenskekongens Søn røvede Hallandshøvdingens Kone og hendes Søster – skændede dem. Svend Grate vilde have hævnet denne Haan mod Landet, men saa tog han sig en saksisk Kone og glemte det. 
    Det gentager et ældre Sagn om Helge, der gjorde Landgang og voldtog Thora, der siden lagde ham hans egen Datter Yrsa i Favn, og med hende avlede han Rolf Krake. Sagnet stedfæstes baade til den fynske Ø Thorø og til Halland¹³. Det skal her mælde om skændet Land i Høvdingvold, men det Land blev Kongemoder til Storkongen Rolf. Stort og ringe iblandt. 
    I Halland lever Skogsfruen, et Navn for Ellefruen, ogsaa kendt paa Falster. En ung køn Pige med langt gyldent Haar, men hul i Ryggen. Vildfarende bliver man af at se hende¹⁴. 
    Vild bliver man ogsaa af at høre Nøkken spille i Aaen – saa man danser derud. Ja, der er i Vandfald et eget Spil, som lyder længe efter man har hørt det¹⁵. 
    Der er ogsaa Jætter som kaster Sten efter Kirker. Stenen staar ved Kinared, Smaalandsgrændsen. Kirken blev ikke ramt, fordi Klokken ringede. Den Aarsag kendes næppe vest for Sundet. Klokkeringningen blidner det haarde Sagn¹⁵. 
    Der kan være en egen mild Ynde over Hallændingen, noget kvindeligt, som er stolt, let krænket, aldrig udæskende. 
    De skal være meget gæstfri, givende fremmede det bedste de har. – Svigermor giver alt bort, ogsaa de Gaver hun faar af sine Børn, er der sagt mig. En Datter kom hjem fra Amerika med en Del Smaating. Giv dem det – og giv dem det, bad den gamle. Da der i Verdenskrigens Tid var knapt til Huse af Livets Goder, hændte det at Gæsten ikke nænnede at tage imod, hvad der rigeligt blev budt – og aldrig lød der Klage over de strænge Kaar. 
    jeg har ogsaahørt, at nogle Danskere, der for halvthundred Aar siden købte Gaarde i Halland, blev modtaget som særlig velkomne Gæster – og ved Ungdomslag kom de først til Bords – men, saa hedder det – naar Hallændingerne kom til Danmark – at tjene – var det knapt de maatte komme til Bordet. 
    Denne Husmoderglæde kan være særlig hallandsk, selvom den ikke er hos dem alle, og i sit tavse Krav paa Gengæld maa den blive saaret. 
    Hallændingen skulde vel se op til Skaaningen, men synes han er lovlig madkær – og Smaalændingen kendes ikke helt for Ligemand. Den gamle Grændse holder endnu mod Smaaland. Ved Aahylte i Kinared Sogn, hvor Jætten kastede Stenen, da Klokken ringede, er Grændsen en Bæk med en Bro – men over den Bro kan man hverken komme med Korg eller Pølse. Pølse kaldes i Halland Korg, i Smaaland ved sit almindelige Navn. Gaar man over Broen med Korg bliver den histovre Pølse, og gaar man derfra med Pølse bliver den i Halland Korg, saa paa den Maade er Aahylte Bro den Dag i Dag ikke til at stige over¹⁶. 
    Det er en særegen Grændseskæmt, der kunde fæstes flere Steder, men som jeg kun kender herfra. 
    Der høres intet om at Hallændingerne mindes deres Dansketid som Skaaningen, der jo ogsaa bliver mindet om den fra alle Sider.
    Maaske er Hallændingen ikke kommet over Smaalandsgrændsen endnu. 
    Stiltiende vides det, at den Pige, der drager vestpaa til Danmark og kommer hjem uden Giftermaal, har ikke været helt som hun burde, men drager hun længer vestpaa til Amerika tænkes der intet ondt om, at hun kommer hjem alene. Fra Danmark kræves Følge, det er uskreven hallandsk Lov. Saadan siges der lønligt – og det viser kun at Slægtsviljen er til Danmark. Hvert Sogn havde forhen sin egen Giftermaalsvej, hentede man Brudene i det vestre Sogn var det østre lukket. Hallændere mindes uden Ord, kun i dulgt Tanke, at Slægtsvejen er vester, og drages den Vej uden at Venner vindes, er der tabt. 
    Derfor syntes det ogsaa ondt, at Jyderne ikke var gæstfri, naar Hallandsfarerne kom. 
    De skal kendes ved hverandre. 
    Det er den Lov de har levet paa deres Jord i den længste Tid. Halland er ikke det store Land, men det gode Land, der altid vil yde og kræve Fyldest for sig. 
    Mindre kendt er derimod Skaanes anden Gren, Blekinge – mærkelig lidet kendt i vor gamle Historie. Sakse nævner kun enkelte Gange dette Rigsland og aldrig noget om Folk herfra. Men hvad han har at mælde er det mest gaadefulde: en Fjældsti med indhugne Skrifttegn, hvor Harald Hildetand sætter sin Fader et Minde. Kong Valdemar den Store sendte Folk op at tyde disse Runer og dette Sagn, men det lykkedes ikke. Runerne var halvt slettede af Vejr og Traad. Senere har Videnskaben vel fastslaaet det hele til at være Vejr, men det siger ikke stort om de Tegn, der kendes i Sagn for et Aartusind siden. Sagnet stiller Blekinge som det gaadefulde ukendte – og saadan blev Landet ved at være gennem Tiderne. 
    Ingen jeg har mødt, kendte Blekingens Æt – og efter de faa jeg mødte fra det Land mener jeg hellerikke de skal være lette at kende. Maaske kan de ligne Hallændingerne ved et stille Drag, er let saarbare, mindre arbejdsivrige, mere snildrige, uden den skaanske Bondetynge. 
    Blekingboen har jeg mødt i sjællandsk Almue, som den der hastigt ændrer sit Sprog og taler saa det minder om Fynsk efter eget Sigende og paavirkes lettest af Fynsk. Blekingboer og Fynboer var de første paa Egnen til at køre Bil, uden at være velhavende, og dem der mindst gav sig af med andre Folk. Driftige paa deres Maade – men Hallændingen kunde arbejde mere end begge. 
    Hallandsgrændsen staar fast og skiller Korg fra Pølse – men Blekinggrændsen til Smaaland staar det efter Sagnet ilde med. 
    Der laa et Hus med den ene Halvdel i Blekinge og den anden i Smaaland. Det vi paa Sjælland vilde kalde et »Klemmehus«. Og det var i haard Klemme, for der gik et Genfærd, klirrende med en Kæde, raabende: Her er ret, her er uret¹⁷. En Skelflytter – som vi har dem paa Byskel – havde faaet en Dommer til at lægge Grændsen uret. 
    Atter en Gaade i Blekinge: Hvor gaar Grændsen dær langt ude Øster ? – 
    Op og ned i Medelsta Herred, lyder det i Remse: I Måsta, dær få ni høra, hva de kosta. Men i Tving, dær få ni allt för ingenting¹⁸.
    Blekinge ligger som Byen i Hulen, langt fra Vej, maaske særegen, heller ukendt. Det er alt som Remsen lyder om Byer, saa om Lande – det sjællandske Landbyggerkvad: 

                Skaane er en stor Stad, 
                i Halland er der god Mad. 
                Blekinge ligger i en Hule –
                paa Bornholm aldrig en Smule.

Vi gaar videre over Landene:

                Sjælland har en stor Stad,
                paa Møen er der god Mad,
                Falster ligger i en Hule,
                Lolland har aldrig en Smule.

             Vendsyssel er den store Stad,
                i Nørrejylland er megen Mad.
                Fyn ligger i en Hule,
                Slesvig har aldrig en Smule.

Det rammer Landemærkerne i Byer som i de ældgamle Landegrupper og kendegiver de fire Lovbygder i Danmark: Hovedbygden, Jævningbygden, den afsides Bygd og den haardest stridende.
    De enedes i Riget Danmark, saalænge de fik Lov.

1) Medd. af Svend Aakjær 2) Danskeren S. 73. 3) Sakse (Olriks Oversætt.) III 170, IV 12.  4) III 228, IV 31, III 184. 5) Sakse og Sagnkrønike i Stockholm S. 204 6) Sakse IV 295. 7) 28/1 24. 8) Sakse II 266-68. 9) Skånska Folkminnen. Årsbok 1928. 10) Sakse II 204. 11) D. Mag. I, 155 12) Sakse II 84, 100, 160, III 19, 107, 268. 13) Gest. Dan. 8, 10. 14) Mundtlig og D.S. II, 18 15) Mundtlig 16 Mundtlig 17) Folkminnen och Folktankar 1914, 57. 18) Mundtlig.