|
Udviklingen fra slutningen af 1800-årene til i dag
I foregående artikel så vi på det dansk-skånske identitetsarbejde, som resulterede i fokus-flytningen fra Kontinentaleuropa til Skandinavien og pointeringen af broderfolksbegrebet, som – trods dets tvivlsomme oprindelse - førte til en styrkelse af den dansk-skånske identitet og samhørighedsfølelse. I denne artikel skal vi se på udviklingen af den dansk-skånske identitet fra slutningen af 1800-tallet til i dag.
Ingen dansk fremme
Ganske vist er det hævdet – karakteristisk nok fra Stockholm-svensk side, at nationalisme og nationsstater først var relevante i anden halvdel af 1800-tallet, hvorfor der ifølge denne tankegang ikke kan anføres nationale begrundelser for Skåne, Halland og Bleginds tilbagegang til dansk overhøjhed. Men fra dansk-skånsk side kunne man påpege, at Skåne, Halland og Blegind hørte til under dansk overhøjhed, fordi disse landskaber havde været under dansk overhøjhed først. Derfor.
Men den slags tanker og synspunkter fremsatte den danske stat ikke dengang i 1800-tallet og ind i det 20. århundrede – i første omgang undgik man disse tanker, sikkert fordi man var helt optaget af det nationalliberale Slesvig-projekt, som krævede, at man havde en ven i ryggen.
I anden omgang undgik man disse tanker, da dette Slesvig-projekt kuldsejlede så gennemgribende efter 1864. Da måtte man bare erkende, at Danmark var blevet til en småstat, som kun kunne gøre det, som stormagterne tillod. Danmark eksisterede kun på stormagternes præmisser. "Vi er færdige", sagde man. "Hvad skal det hele dog nytte?"
Så man kan konstatere, at den danske stat ikke fremmede en dansk-skånsk identitet i den periode. Derfor måtte denne identitet støtte sig på de fælles-skandinaviske og de fælles-nordiske identiteter. Skånsk opvågnen
I perioden i slutningen af 1800-tallet skete der i Skåne en opvågnen af en decideret Skåne-bevidsthed, som først og fremmest tog udgangspunkt i, at skåninge næsten ikke har haft mulighed for at læse om deres egen historie, men som hurtigt eskalerede til egentlig identitets-formende offentlighed med brug af eget flag, hævdelse af krav om særskilt skånsk undervisning i skolerne – et krav som faktisk udmøntes i skånsk undervisningspraksis i det 20. århundrede – og en regionalbevidst produktion af skånsk tekst og lyrik. Nordisk sprogligt fællesskab
Man bliver også mere bevidste om det sproglige slægtsskab mellem dansk, svensk og norsk.
Allerede i 1800-tallet havde sprogforskere set på den beslægtede grammatik og vokabularium i de såkaldt nordiske sprog i Danmark, Norge og Sverige, hvilket senere kunne benyttes direkte som samhørighedsbegrundelse af folk i Skånsk Samling og i Dansk-Skaansk Forening.
Nu kunne man altså tale for en regional bevidsthed med udgangspunkt i sproget. Så forskellige var de jo heller ikke, de dialekter som taltes vestensunds og østensunds. Sproget burde ikke være en hindring for skabelsen af en fælles dansk-skånsk identitet. Ganske vist ville ingen bestride, at et sprogskifte havde fundet sted østensunds, fordi landskabernes befolkninger var blevet påtvunget et sprogskifte siden skånske krig, men så forskellige var sprogene heller ikke. Historikeren Knud Fabricius var i øvrigt inde på i sit værk om "Skaanes overgang til Sverige", at det netop var på grund af, at sprogene var så nært beslægtede, at den svenske uniformitet lod sig gøre så hurtigt og så ubemærket, som han mente, at det skete. Sproget og identitetsdannelsen
Sproget blev altså vigtigt for identitetsdannelsen, og overvejelser herom indgik både i de dansk-skånske foreninger og i den skandinavistiske og nordiske overvejelser.
Det sproglige slægtskab var nemlig betydningsfuldt for:
- Skandinavismen, hvis dialog forudsatte den…-
- NFS Grundtvig, hvis ambitioner om et fælles Nordisk universitet forudsatte det fælles sproglige, især da fordi han ikke mente, at eleverne eller studenterne skulle læse lektier hjemme, men kun lytte og diskutere.
- de skånske historieforeninger og samhørighedsforeninger, som ligeledes hævdede et sprogligt slægtskab.
Så interessen for sprogsamhørighed bliver altså stor i denne periode, ikke overraskende i øvrigt, da oplysningstidens og 1800-tallets nationalismetænkning påstod, at der var en sammenhæng mellem nation og sprog.
Her i Norden blev det altså til sprog-samhørighed mellem… ja, mellem hvad? Sproghistorikerne henhører de nordiske sprog til den germanske sprogstamme!!
Det har ikke behaget Grundtvig og Orla Lehmann.
Men sådan tænkte oplysningstidens nationalismetænkere.
I dag må man sige (jvf. hvad jeg sagde til indledning), at hvis sproget understøtter en nations formning, så er det selvfølgelig brugbart til det. Men det er umuligt at hævde en identitet mellem sprog og nation. Som sagt kan en nationalfølelse sagtens fremmes af flere sprog. Det findes der flere eksempler på: England, Balkan, USA, Kina. Nationalsvensk rejse på gåseryg
Konklusioner om Københavns forsvarsvilje og dansk-skånsk identitet kunne dog ikke anfægte én af de kulturpåvirkere, som i begyndelsen af det 20. århundrede om nogen kom til at præge den folkelige og familiære fortælling i hjemmene på begge sider af Øresund. Det drejer sig om den svenske forfatter Selma Lagerlöf (1858-1940), som har haft en helt central placering i svensk litteraturhistorie, og som har præget adskillige generationer af læsere i de nordiske lande.
Hendes beretning om Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige(1906-07) blev en folkekær fortælling for alle i Norden, altså også for danskere. Den bog kom til at præge bevidstheden om, hvad Sverige var i det 20. århundrede, idet den formidlede ideen om Sverige, således som den svenske stat ønskede, at landet blev præsenteret. Det var naturligvis også meningen med bogen.
Selma Lagerlöf var i 1901 af en komité fra den svenske folkeskolelærer-forening blevet bedt om at skrive en moderne læsebog. Hun forstod, at hun i sin bog skulle gøre Sverige levende som land og folk, gennem en fortælling om en dreng, der gøres så lille som en mus, hvorefter han kan flyve med gæssene ridende på ryggen af en gås. I dette værk, hvor beskrivelsen af Skåne, Halland og Blegind fylder godt 100 sider af bogens 495 sider, er glemselen af Skåne, Halland og Bleginds fortid søgt fuldbyrdet.
I denne bog begynder Sverige ganske enkelt i Skåne, og drengen Niels Holgersen og hans forældre er ganske afgjort svenskere. Ydermere: Til trods for at værket skildrer Niels Holgersen på en rejse, hvor han ser mange spektakulære og historisk interessante steder - det er jo en undervisningsbog! – så undgår forfatteren dog behændigt at trække linier til den historiske baggrund, hvis disse linier kan forstyrre hendes idylliserede billede af Sverige ved at føre hende ind på Sveriges voldelige erobring af Skåne, Halland og Blegind. Så disse linier undgås simpelthen. Hun nøjes med at skrive forblommede, uklare vendinger som "i gamle, krigeriske tider", i krigstiderne…" formentlig hentydende til tiden før 1658. Direkte absurd bliver det i beskrivelsen af Glimmingehus i kapitel 4, hvor Selma Lagerlöf undgår den historiske sammenhæng ved at konstruere sit eget eventyr om Jens Holgersen Ulfstands stenhus. Eventyret er dog fyldt med krypto-historiske referencer, hvorved tendentiøsiteten i fortællingen bliver tydelig. Det hedder således: "I det sydøstlige Skåne, ikke langt fra havet, ligger en gammel borg, der hedder Glimmingehus.(…) I gamle, krigeriske tider var folk lige så glade for at kunne lukke sig inde i sådan et stærkt og mægtigt hus, som man nu er for at kunne krybe i en pels i knagende frost, men da den gode fredstid kom (o.a.), ville de ikke længere bo i den gamle borgs mørke og kolde stensale." Af sammenhængen forstås, at "de krigeriske tider" var dengang danskerne måtte føre krig mod svenskerne om Skåne, og på den baggrund rummer det andet citat "men da den gode fredstid kom" hele den Stockholm-svenske selvforståelse om svenskernes bidrag til Skåne, Halland og Blegind. Svenskerne kom med fred og gode tider. Sådan må man forstå Selma Lagerlöfs bog, fordi hun kun fremhæver det gode i, at der blev fred, da den Stockholm-svenske overhøjhed kom.
Videre giver Selma Lagerlöfs sin fremstilling af historien om Skånes ejere, beboere og erobrere. Skånes ejere, beboere og erobrere kaldes nemlig henholdsvis "sortrotter", "menneskene" og "grårotterne": "Rotter er jo ellers ikke synderlig ansete af de andre dyr, men sortrotterne på Glimmingehus dannede en undtagelse. De blev altid omtalt med agtelse, fordi de havde udvist stor tapperhed i strid med deres fjender og megen udholdenhed under de store ulykker, der havde ramt deres folk. De tilhørte nemlig et rottefolk, der engang havde været meget talrigt og mægtigt, men nu var ved at uddø. I mangfoldige år havde sortrotterne ejet Skåne og hele landet. De fandtes (overalt), i hver en bygning, som var rejst af mennesker, men nu var de fordrevet fra alle steder og næsten udryddet." Selma Lagerlöf fortæller herefter om grårotterne, som begynder kampen mod de sorte rotter. "Disse grårotter havde ikke boet i landet fra Arilds tid sådan som sortrotterne. De nedstammede fra et par fattige indvandrere, der for omtrent hundrede år siden gik i land i Malmø fra en lybsk skude." (…) "Men lidt efter lidt, da grårotterne var vokset i antal blev de dristigere." (…) "De var hårde, nøjsomme og uforfærdede, og i løbet af få år var de blevet så mægtige, at de satte sig for at jage sortrotterne bort fra Malmø." (…) "Og da Malmø var taget, drog de af sted i små og store flokke for at erobre landet." (…) "Men de sorte var vel så sikre på deres magt, at de ikke kunne tænke sig den mulighed at miste den…, og imens tog grårotterne den ene store gård efter den anden." (…) "Det kan ikke nægtes, at så længe sortrotterne var ved magten, blev de lige så afskyet af alle andre levende væsener, som grårotterne bliver det nu for tiden, og det med fuld ret," hvorefter Selma Lagerlöf beskriver de voldsomme overgreb, som sortrotterne havde foretaget på menneskene: "Grårotterne .. fortsatte stadig kampen og søgte at udnytte enhver passende lejlighed til at tage borgen (Glimmingehus) i besiddelse. Man kunne synes, at de godt kunne have ladet den lille flok sortrotter have Glimmingehus i fred, når de nu selv havde erobret hele det øvrige land, men det kunne aldrig falde dem ind. De plejede at sige, at det var en æressag for dem engang at overvinde sortrotterne, men de, der kendte grårotterne, vidste godt, at det var, fordi menneskene brugte Glimmingehus til kornmagasin, at de grå ikke havde ro i sjælen, før de havde erobret det."
Billedsproget i de citerede sekvenser er tykt af værdiladet symbolik. "Sortrotterne", ejerne af Skåne, er danskerne, eventuelt den danske adel (borg-magthavere), men forskellen er ikke stor her. Det afgørende er, at de kun er optrådt som magthavere i Skåne og ikke har nogen organisk forbindelse med Skånes egentlige beboere, "menneskene", som disse karakteristisk nok kaldes, og der menes selvfølgelig skåningene. Hermed formidler Selma Lagerlöf en opfattelse af skåningene som et særligt folk, der er opstået uafhængigt af danskernes liv – og for den sags skyld også uafhængigt af svenskernes liv. Skåningene var altså ifølge denne fremstilling ikke danskere, og det var der vist heller ikke meget ved at være ifølge Selma Lagerlöf når man tænker på, at hun benytter betegnelsen "sortrotter" om danskerne, og derefter medtænker de negative associationer, som ordet "sort" ofte giver, og som dyreracen "sortrotte" i hvert fald altid giver. "Sort" kan være mørke, nat, kaos, uorden, undergang og død, og sortrotter er slet ikke værd at samle på. De var nemlig på Selma Lagerlöfs tid kendt for at have bragt pesten til Europa i 1348-50, foruden at have forårsaget en masse andre ugerninger. Diskrimination kunne man vel kalde sådan en fremstilling af danskerne som sortrotter, for det er en fremstilling fyldt med billeder og en symbolik, som – hvis den havde været anvendt i dag - ville have resulteret i, at bogen ville blive anklaget for at diskriminere efter race og etnisk oprindelse. Selma Lagerlöf skrev imidlertid i 1906-07, og kun få tænkte på diskrimination af den art, men resultatet bliver i hvert fald, at man får en negativ holdning til danskerne af at læse dette afsnit.
I hendes fremstilling forholder det sig noget anderledes med svenskerne, "grårotterne" som de kaldes her, alene fordi ordet "grå" ikke giver de samme massive negative associationer som "sort", men tværtimod kan fortolkes væsentligt mere positivt. "Grå" kan være alder, viden, erfaring, besindighed og (gråt)guld, altså værdifulde kvaliteter, foruden at det kan være dæmring og daggry til ny dag efter sort mørke, og grårotter er jo bare rotter, ikke særligt behagelige, men en uundgåelig del af verden. Verden har den mængde grårotter, verden skal have. De kan ikke udryddes, selv om man har prøvet siden urtiden. Vi må finde os i dem, som skåningene må finde sig i svenskerne.
Retfærdigvis nævner Selma Lagerlöf, at grårotterne også bliver afskyet "nu for tiden", som sortrotterne blev det. Nogle af "menneskene", det vil sige skåningene, kunne altså ikke lide de danske magthavere. Nogle af dem kan heller ikke lide de nuværende magthavere, men det er kun midlertidigt, "nu for tiden." Det er trods alt blevet bedre nu end tidligere i Skåne, og så gør det ikke noget, at de nye magthavere kom, fordi Skåne er et nyttigt og givtigt kornmagasin, hvad den sidste del af eventyret beretter, stadigvæk i Selma Lagerlöfs anskuelsesundervisning.
Sjældent er svenskernes erobring af Skåne skildret mere fremmedgjort i forhold til historien end i dette værk. I virkeligheden er der tale om en ondskabsfuld bortradering af de østensundske provinsers historie, og med nutidige begreber tillige med et klart anstrøg af etnocentrisme og racisme.
Man bliver da heller ikke overrasket, når skånske Niels Holgersen kommer til Blekind og lander i byen Karlskrona, som jo er et af de svenske erobreres vigtigste magthaversymboler, og der om denne situation bemærkes: "Her følte drengen sig ganske som hjemme", som Selma Lagerlöf har ment, at en rigtig svensker burde gøre i den by. Hvorefter Niels Holgersen fortsætter sin rejse på gåseryg til højt mod nord, for så at blive fløjet mod syd igen i en lang glorificerende fremstilling af svenskernes stat.
Med sin bog fik Selma Lagerlöf betydning for hele Nordens opfattelse i 1900-tallet af Sveriges storhed og samtidig hermed af Skåne, Halland og Bleginds placering. Opfattelserne var vigtige, fordi hendes syn på Sverige passede præcist på det officielle Sveriges konfliktudglattende afhistoris-erede selvforståelse. Man kan sige, at Selma Lagerlöf med sin Niels Holgersen underbyggede, hvis hun ikke ligefrem skabte, myten om et samlet Sverige og svenskerne som ét folk, inkluderende alle de nationale mindretal under den svenske overhøjhed. Hendes opfattelse tilstræbte jo at udtrykke alle svenskeres syn på deres stat og land. Men det var tydeligt, at romanen pegede på et ideal om et isolationistisk og selvtilstrækkeligt Sverige. Foreningen Norden og Nordismen
Efter 1. verdenskrig skete flere vigtige begivenheder af betydning for en dansk-skånsk og skandinavisk/nordisk identitet. I 1919 blev en ny vigtig skandinavisk forening dannet.
Det var Foreningerne Norden, som i hvert fald frem til Berlin-murens fald i 1989 og afslutningen på den kolde krig i det sidste årti af det 20. århundrede skulle Foreningen Norden blive den væsentligste organisation for den skandinaviske og nordiske tanke, kaldet Nordismen. Sønderjylland og Skåne
En anden vigtig begivenhed blev Nordslesvigs indlemmelse i Danmark i 1920. Med disse begivenheder kom der igen skred i den dansk-skånske identitetsdannelse og i den fælles skandinaviske og nordiske identitet.
Begivenhederne i Slesvig blev relevante i forhold til en dansk-skånsk identitet, fordi den viste, at det var muligt at skrive og agitere et landskab tilbage til Danmark. Når det kunne lade sig gøre i Nordslesvig, kunne det også lade sig gøre i Skåne, Halland og Blegind.
Afstemning var altså en mulighed.
Man så i stilhed bort fra, at ved de hidtil to gange, hvor en afstemning er blevet brugt om danske landskaber – nemlig i 1916 om de Dansk-Vest-indiske Øer og altså i 1920 om Slesvig, så endte begge afstemninger med amputeringer af dansk overhøjhed og amputering af danske landskaber. Storpolitikken
Med 2. Verdenskrig blev fokus flyttet væk fra Skåne-identitet og nationsbygningen ved Øresund til de storpolitiske forhold. Det udad vendte nordiske og dansk-skånske arbejde måtte standses. Men med krigen opstod alligevel et samarbejde henover Øresund.
Efter krigen fortsatte storpolitiken med kold krig og dansk deltagelse i NATO, som repræsenterede en nedtoning af det nordiske arbejde – for så vidt som udgangspunktet var et nordistisk nederlag, nemlig for den nordiske forsvarsunion, som ikke kunne realiseres. Nordisk oplysning og samarbejde
I de mellemliggende år og under krigen og efter 1945 viste Foreningerne Norden sig som den af de fælles nordiske samarbejds- og integrationsforeninger, som blev mest stærk, hvis man ser på medlemstal og indflydelse og ikke mindst på politikernes velvilje. Denne position har den nok opnået ved at trække sig fra konfliktsituationer, når de nordiske lande trak i hver deres retninger.
Dens vigtigste bidrag, udover forslag om pasunionen (realiseres 1951), har været oplysningsarbejdet, som skulle dæmme op for de nordiske folks rystende uvindenhed om hinanden. På det punkt kom Foreningerne Norden klart til at inspirere den dansk-skånske identitet, som jo også havde uvidenheden som én af sine værste fjender.
Politisk – eller grænseoverskridende, grænseudfordrende, har den aldrig været. Den har aldrig udfordret nationsstaternes grænser, og måske kunne den netop derfor blive en gavnlig partner for en dansk-skånsk identitet. Ingen kunne have noget imod Foreningerne Norden.
Til gengæld måtte den nordiske tanke og dens foreninger lide den tort, at det er hævdet, at den nordiske tanke igen og igen har vist sig som en dødfødt idé, kun med én undtagelse: SAS – Scandinavian Airlines System.
Det er næppe retfærdigt. Foreningerne Norden må vurderes som en vigtig drivkraft for alt nordisk samarbejde, altså også for den dansk-skånske identitet, i det 20. århundrede – naturligvis sammen med Nordisk Råd af 1952 og Nordisk Ministerråd af 1971, som jo har haft reel magt, fordi det er landenes ministre, som sidder der. Sammenhæng
Man kan altså sige: Der kan konstateres en sammenhæng mellem udviklingen af den dansk-skånske identitet og den fælles-skandinaviske og nordiske identitet, og denne sammenhæng er mere end blot tidsmæssigt samfaldende. Den dansk-skånske identitet har tydeligvis hentet inspiration fra de andres arbejde. I meget høj grad fra Skandinavismen i det 19. århundrede, og i det omfang, det har været muligt også fra Nordismen i det 20. årh. Bl.a. kan pasunionens værdi og betydning for den dansk-skånske identitet ikke overvurderes. At det er muligt at besøge hinanden uden pas er langt mere end blot en praktisk fordel. Det er en gennemgribende identitets-formende gevinst. Identitetsarbejdet svækkes fra 1960’erne
Til gengæld må man sige, at betingelserne for dansk-skånsk og nordisk identitetsarbejde fra 1960erne blev knap så gode. Danmark fortsatte med at søge væk fra dets nordiske forbindelser ved at søge mod EF og med dansk optagelse i EF fra 1973 tog Danmark et stort skridt væk fra Norden.
Men med den kolde krigs afslutning efter 1989, kunne Sverige og Finland endelig frigøre sig fra mange årtiers sovjetisk pres for at holde sig ude af de europæiske samarbejder og søge om optagelse i EF, som nu var blevet til EU. Med Øresundsbroens bygning og Sveriges optagelse i EU i 1995 var der pludselig opstået en helt enestående situation med mulighed for udvikling af en dansk-skånsk identitet og nationsbygning, i princippet hjulpet af EU's regionaliseringspolitik, som handler om skabelse af selvstændige grænseregionskulturer. Integration i Øresundsområdet
Formålet var altså ikke umiddelbart en udvikling af en dansk-skånsk identitet om Skåne, Halland og Bleginds danske oprindelse og tilhørsforhold med efterfølgende nationsbygning, men ikke desto mindre betød denne udvikling, at der kunne lægges omfattende planer for integration i Øresundsområdet.
Det blev i hvert fald tydeligt, at målet efter 1989 har været integration, integration og atter integration i Øresundsområdet, og spørgsmålet er, om vi ser et novum i dette – et tidehverv og en nyskabelse. I hvert fald blev betingelserne for at skabe en dansk-skånsk identitet og nationsbygning forbedret enormt med et slag.
Siden 1995 har pilen i Øresundsområdet alene peget mod et fælles vestensunds-østensunds projekt. Den danske stat overvejer kun Øresundsintegration. Den overvejer jo ikke integration med Småland eller Dalarna! Og for den sags skyld heller ikke med Norge.
Dermed kan ses, at den danske stat nu har fået øjnene op for, at i hvert fald Skåne har dansk oprindelse og tilhørsforhold. Halland og Blegind er jo endnu ikke direkte involveret i Øresundsintegrationsprojektet.
Fordi: Det er jo klart, at det er på grund af, at Skåne har dansk oprindelse og tilhørsforhold, at der er så meget fokus på denne integration fra den danske stats side. Så meget fokus er der, at indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kort før det seneste folketingsvalg (februar 2005) nedskød et forslag fra Dansk Folkeparti om opgivelse af pasunionen og genoptage pastvangen mellem Danmark og Sverige med begrundelsen: "Vi vil have så meget integration i Øresundsområdet som muligt." Danmark og Skåne skal være sammen – så derfor skal der selvfølgelig være pas(friheds)union.
Hvor meget integration, der er mulig, sagde politikeren dog ikke noget om ved den lejlighed. Men tiden havde indtil da vist, at der ikke tænktes nogen principielle grænser for integrationen.
Herefter kan vi se på strategi og midler for en dansk-skånsk identitetsdannelse i sammenhæng med en fælles skandinavisk og nordisk identitet, som har været brugt. Dansk-skånsk strategi og midler
At fastholde viden om de østensundske provinsers danske oprindelse og tilhørsforhold gennem forskellig kulturpåvirkende produktion. Dette er primært sket fra vestensunds side, hvor man også har satset meget på historiske udflugter til de østensundske provinser. Skandinavismen bidrog betydeligt til denne interesse for dette land, som kun nødigt kaldtes "gammelt dansk land."
Ordvalget viste sig vigtigt for disse foreninger. Deres skrifter viser tydeligt denne tendens. Man siger altid landskabernes navne eller provinsernes betegnelser: Aldrig "at man skal til Sverige", hvis man skal til Malmø, heller ikke selv om man bare skal til ishockeykamp. Og man siger aldrig "Sydsverige" om provinserne.
Og senere sagde mange dansk-skånsk sindede: Brug det oprindelige og ægte danske aa og ø.
Meningen med den officielle retskrivning af 1948 var at skabe ensartethed (fælles identitet og som sådan var sprog-ensartetheden vel ønsket af de dansk-skånsk sindede). Men da sprog-ensartetheden viste sig alene at blive til dansk-sproglige forandringer, så opfattedes de ikke som ønskværdige længere. Den gode by, Rønneby, har som bekendt et navn, som kun vanskeligt kan udtales, uden at man kommer til at hoste. Og hvorfor må Skåne ikke hedde Skaane. Eller det arkaiske Blegind, som er navnet på en lille by i Jylland.
Ord-bevidsthed blev en vigtig del af den identitetsskabende strategi for kulturpåvirkerne.
Formålet er at skabe det langsomme identitetspræg, som kommer af en konsekvent brug af bestemte ord og vendinger. Så det til sidst bruges i medierne. Måske er det læren fra Slesvig – at skrive og agitere et landskab hjem…? Historikere skaber vidensgrundlag
Nordismen i skikkelse af Foreningerne Norden kunne bidrage til en dansk-skånsk identitetsdannelse med personlige interesser hos vestensundske og østensundske historikere med forbindelse til Foreningerne Norden. Disse havde interesse i at forske i Skånes fortid og dermed i dets danske historie. De skabte et vidensgrundlag, som er uvurderligt for de dansk-skånsk sindede kulturpåvirkere. Også dette blev vigtigt for identitetsdannelsen. Skånes skånskhed
Østensunds kulturpåvirkere, herunder foreninger, har især pointeret Skånes egenart og særpræg i forhold til den Stockholm-svenske overhøjhed. Man vil finde Skånes skånskhed.
Og man har knyttet forbindelser over Øresund, når det var opportunt. Det drejer sig om al slags samarbejde lige fra det, der finder sted i forbindelse med skålhilsenerne i en mindre skånsk integrationsforening fra Fodevig vikingemuseum, nemlig "Gammel-danskens venner", til samarbejdet mellem de større Skåne-foreningerne og til uddannelsessamarbejdet på Øresundsuniversitetet. Oplysning, forskning, mødevirksomhed
Strategien har i alle tilfælde omfattet, at man skulle sikre størst mulig oplysning med mest mulig offentligheds-publikation og mødevirksomhed. Midlerne har altså været historieforskning og foreningssamvær i alle relevante regi, det være sig ved skandinavistiske tiltag og sidenhen i Foreningerne Norden.
I den forbindelse er der også dukket separatistiske bevægelser op, som har talt for Skånes selvstændiggørelse og skabelse af en egen skånsk nationsstat. Det ville i så fald virkelig være et novum, men dog et novum uden historisk begrundelse – fordi Skåne aldrig har været selvstændigt.
Ifølge Dansk-Skaansk Forening er det tillige et uønsket novum, fordi man med separatistiske tanker ikke forøger afklaringen, men snarere forøger forvirringen. Nordismen nedtones
I de seneste år synes de skandinavistiske efterklange og Nordismens udtryk i øvrigt at blive færre. De bliver nedtonet. De synes at få mindre betydning her i det sydlige Skandinavien.
Nye målsætninger har nemlig presset sig på østensunds og vestensunds. Østensunds forholder man sig især til, hvilke muligheder integrationen har givet Skåne, og man har man med tilfredshed konstateret, at Skåne har oplevet en økonomisk vækst siden 1995, som man omtrent skal helt til fjernøsten for at finde magen til.
Og de nordiske stater har desuden erkendt, at "Norden alligevel ikke kan tale med fælles stemme i EU," som der ellers taltes varmt for en gang. I hvert fald ikke foreløbig.
Interesserne er for forskellige imellem de nordiske lande, og nordmændene har alligevel for meget olie til at ville være med i EU.
Så med hensyn til den dansk-skånske identitets udvikling, så har den måttet gå solo i et stykke tid. Men interessant nok synes den nu også at kunne gå solo uden at være lige så afhængig af den fælles-skandinaviske og nordiske identitet, som den var tidligere. Det er et interessant novum. Alene Øresund
Nu handler strategien nemlig om Øresund alene. Øresunds-planlæggere, som tager udgangspunkt i EU's regionaliseringsbestræbelser, taler gerne om regionernes forening. Her kan påpeges, at der alligevel ikke bor flere mennesker vestensunds og på Bornholm, end at de antalsmæssigt tilsammen ville udgøre en region, hvis det var andre steder i Europa. Så ved regionernes forening så er alle de vestensundske provinser og Bornholm tilsammen én region, hvad man også kan sige, at Skåne, Halland og Blegind tilsammen er.
Det er udgangspunktet for den dansk-skånske identitet om regionernes forening. København tager føringen
En interessant strategi synes desuden at tegne sig i de allerseneste år:
Fra 1995-2005 har Danmark forsøgt at styrke sit magtcenter ved hovedstaden, ja, faktisk at forrykke sit magtcenter så langt mod øst på Amager, at det berører Skåne. I dag kan vi se, at styrkelsen af København har gjort denne by til motor for hele integrationsprocessen. København er hele Øresundsregionens absolutte hovedstad.
Den danske hovedstad fungerer som en magnet, der drager alt til sig. Malmø er blevet Københavns opland – ikke omvendt. Københavns magnetisme har trukket i omgivelserne, og i dag er det sådan, at Ørestaden og Scanstaden udgør forbindelsesled mellem København og Malmø, og i den forbindelse er det i praksis København, som vokser.
At gøre hovedstaden så veludstyret og populær, at den ville blive en uomgængelig drivkraft og magnet, var vel allerede de danske enevældekonger bevidste om. Disse konger forestillede sig nok, at denne defensive og langsomme strategi skulle virke sammen med krigen som en mulighed. Men krigen viste sig at være for stor en vanskelighed, og karakteristisk er, at den dansk-skånske identitet på intet tidspunkt efter 1828 har fremhævet Danmarks krig mod Sverige som en mulighed. Krigen blev opgivet, og siden 2. verdenskrig blev krigen tabubelagt og anset for forbudt på europæiske breddegrader og længdeakser.
Risikoen ved den langsomme strategi – altså set fra et dansk-skånsk identitetssynspunkt - er selvfølgelig, at den Stockholm-svenske stat tilsvarende forsøger at rykke sit magtcenter sydpå på den skandinaviske halvø – og evt. vinde indflydelse på Sjælland, fx ved virksomhedskøb!
Men samtidig fortsatte hovedstadens magnetisme, og muligheden og styrken set fra et dansk-skånsk identitetssynspunkt er, at København er og bliver en dansk hovedstad – uanset intentionerne om udvanding af nationale tilhørsforhold i EU's regionaliseringsbestræbelser. Her er det fra dansk-skånsk side, fx i Skåne-foreningerne, peget på, at det er den danske livsform, som er det bedste trumfkort. Som en skåning udtalte til DR-TV i forbindelse med Øresundsbroens åbning i 2000: "Selvfølgelig vil vi være som Jer. I er jo Nordens amerikanere."
Det var vist nok ment som noget attraktivt. c) Sammenfatning
Sammenfattende kan altså konstateres en udvikling i den dansk-skånske identitet sammen med den fælles-skandinaviske og nordiske identitet, som følges ad i bølger og udsving - idet den dansk-skånske identitet klart er blevet inspireret fra disse bevægelser.
Den har hentet næring fra de andre bevægelser, som uomtvisteligt har bragt de nordiske folk tættere på hinanden i bevidsthed. Vi kan også se, at dansk-skånsk sindede kulturpåvirkere har følt sig knyttet til både skandinavismen og nordismen – også selv om disse egentlig ikke har talt for en dansk-skånsk forening.
Skandinavismen og nordismen har haft andre målsætninger – alligevel kunne deres fokus styrke en dansk-skånsk bevidsthed.
Interessant er de seneste fem års udvikling med Øresundsbro og integration.
Nu ser det ud som den dansk-skånske identitetsdannelse går solo og vist med succes for første gang siden… ja, siden hvornår? Måske siden middelalderen.
Nu er den dansk-skånske identitet støttet af sig selv og af en ekspansiv københavnermetropol og af ønsket om en nationsbygning.
Se evt. Stig Wørmers anmeldelse. |
