|
I dette efterår forsvarede cand.mag. Niels Henrik Jessen sin magisterkonferens i historie på København Universitet. Den omfattende titel lyder: Dansk-skånsk identitet 1657-2005. En undersøgelse af baggrunden for, midlerne til og formålet med kulturpåvirkernes indflydelse på identiteten om Skåne, Halland og Blekinges danske oprindelse og tilhørsforhold.
Afhandlingen er med kilder på 175 sider og dækker meget bredt. Foruden præsentationen af et omfattende teoretisk apparat beskæftiger Niels Henrik Jessen sig med såvel den ældre dansk-skånske identitet i krig og rejser som i litteratur, maleri og krig frem til 1939. Desuden bliver identiteten inden for områderne litteratur, kontinentaleuropæisk orientering, foreninger, film m.m. behandlet helt frem til i dag.
Afhandlingen er den første overhovedet som sætter fokus på identitetsproblematikken. Hvori bestod identiteten historisk og hvad har vi tilbage af identitet i vore globalistiske tider, som kunne fortjene betegnelsen dansk-skånsk identitet? Der er snart sagt ikke det kulturfænomen, som ikke er blevet taget op til behandling (det skulle da lige være omstændighederne omkring ophøret af at skrive dansk på gravstene i de skånske og blekingske kirker netop i 1680'ernes midte!) og det er en særdeles fortjenstfuld akademisk afhandling, hvor der ikke postuleres mere end der kan føres sandsynlighedsbevis for. Samtidig lægges der hele tiden op til overvejelser om omfanget af og udbredelsen af denne dansk-skånske identitet. At Skånelandene blev svenske betød nemlig ikke, at bevidstheden om sammenhængen mellem det vestensundske Danmark og det historiske ligeledes danske østensundske område (Østdanmark) forsvandt. Niels Henrik Jessens argumentation er afbalanceret, velovervejet og ligeledes fyldt med konkrete henvisninger til, hvor man kan se, efterprøve og opleve identiteten.
Der er mange gode eksempler. Denne anmelder har bidt mærke i hvordan malerne i tidens løb malede den østlige Øresundsbred mere og mere fjern og utydelig jo længere væk vi kom fra det fatale årstal 1658.
De skånske bevægelser i og udenfor selve Skåne bliver inddraget grundigt i afhandlingen. Det samme gør forsøgene på at sløre Skånelandenes danskhed som i Selma Lagerlöffs behandling af Nils Holgersons rejse på gåseryg. 1900-tallets storsvenske nationalisme (statuerne i sundbyerne, møder og chauvinistisk digtning hører også med til udtrykkene) kommer ind på et tidspunkt, hvor kommunikationen og den moderne offentlighed bryder igennem (med dagblade, tidsskrifter og senere radio), og hvor Sverige offensivt understreger Skånes tilhørsforhold til – Sverige.
Niels Henrik Jessen plæderer for, at man kan konstatere en dansk-skånsk identitet hele vejen igennem, selv om denne i lange perioder kan være nok så bortgemt og skjult, også selv om man fra dansk side forsøgte sig med "aktiv glemsel" (anmelderens udtryk) efter Store Nordiske krig, hvor det officielle Danmark åbenlyst forsøgte at glemme Østdanmark. I denne periode i 1700-tallets midte var linien i den danske udenrigspolitik ikke befolkningens vilkår (langt mindre vilkårene for befolkningen i de afståede landsdele) men derimod kolonipolitik og handel. I denne periode falmer forsøgene på identitetsdannelse og den danske stat flytter sit fokus mod Jylland senere mod den slesvigske konflikt. Men om nogen nordisk identitet til erstatning for den på dette tidspunkt meget lidt levende dansk-skånske er der ikke tale.
Den primordialistiske historikerskole påstår en sammenhæng mellem en befolknings oprindelse, bosted og kulturmindesmærker i bred forstand. De fleste nationalismeteoretikere har dette som udgangspunkt, hvad der vel ikke betyder mere end at det er svært at omgå, at man nu engang er blevet til som menneske som produkt af ens far og ens mor. (Og dette skal altså forstås i rent biologisk-genetisk betydning, sw).
I 1800-tallet talte man om broderlandene/broderfolkene i Sverige og Norge, og her forsvandt Skåne nærmest i vrimmelen. Broderfolkstankegangen - på basis af skandinavismen (som modstykke til tyskheden og den slesvigske problematik) blev fra dansk side en defensiv tankegang. Vestdanmarks statsledere, siger Jessen, forholdt sig helt passive (i forhold til det tabte Østdanmark).
Alligevel tillægger Jessen skandinavismen betydning, fordi Øresunds placering alligevel gør, at man kommer til at fokusere på Skåne. På den skånske side af Sundet kommer Weibull-historikernes interesse for Skånes særegne placering i svensk historie til at få stor betydning. Skandinavismen har haft stor betydning for dannelsen af en dansk-skånsk identitet, hævder Jessen. Skandinavismen var som nævnt anti-tysk og "hvis Skandinaviens folk var brødre, så er sjællænderne og skåningene også brødre" (citeret fra forelæsningen).
Med Øresundsregionen er betingelserne atter til stede for et nærmere samarbejde, der kan styrke den dansk-skånske identitet. Det er her udviklingsbetingelserne i det dansk-skånske samarbejde findes for "etableringen af en dansk-skånsk identitet". Det skal nok forstås derhen, at de lavpunkter, der historisk har været i de afbrudte forbindelser siden 1658 nu har mulighed for at erstattes af en mere målrettet indsats for at forene Vestdanmark med det historiske Østdanmark.
Det interessante ved afhandlingen er påstanden om, at denne identitet aldrig helt forsvinder men får mulighed for at hævde sig under nye og skiftende konjunkturer. At den dansk-skånske identitet fra at være blot mulighed og potentiale (samt historisk forskningsobjekt) også kan blive en nutidig faktor, der kan være med til at ændre det politisk-økonomisk-kulturelle perspektiv omkring Øresund.
Denne meget grundige og spændende magisterkonferens fortjener ret beset udgivelse, således at den kan komme til en større læserkreds' kendskab.
Stig Wørmer
Se sammenfatning af: 1. del og 2. del. |
